Sdr. Omme: Siden november 2012 har frisør Anja Østergaard Andreasen haft egen salon i Sdr. Omme - Salon Winia - hvor navnet er opkaldt efter hendes to børn.
I fritiden har motion og idræt en stor plads i både Anjas og familiens liv.
- Vi kan godt lide at røre os - og være i gang, erkender Anja Andreasen.
Hun er 39 år og gift med Kasper, der arbejder hos Nykredit. Anja er født og opvokset i Grønbjerg ved Give. Skolegangen foregik på Karlskov Skole og siden på efterskole.
Efter skolen begyndte hun på grundforløbet på frisørskolen i Herning.
- Jeg tror, at interessen for frisørfaget kom fra, at jeg har et familiemedlem der er frisør. Da jeg var mindre hjalp jeg lidt til i salonen, og allerede der kunne jeg mærke, at det var spændende, og jeg har ikke fortrudt, at jeg blev frisør, siger Anja Andreasen.
Hun blev udlært hos frisør Afrodite i Billund i 2003.
Hendes første job som udlært frisør var et barselsvikariat hos frisør Lone Lundø i Grindsted. Her var hun i et år.
- Så kom jeg ud til Salon Sus i Hejnsvig, hvor jeg var i to et halvt år, fortæller Anja Andreasen.
Solgte hestefoder
Så følte Anja, at der skulle ske noget andet i hendes arbejdsliv. Og det gjorde der så sandelig også. Hun blev nemlig ansat hos Land og Fritid i Ølgod.
- Jeg solgte hestefoder og kørte truck og jeg havde det så godt der. Jeg nåede at være der i syv år, fortæller Anja.
Men hendes gamle fag begyndte langsomt at trække i hende igen. Anja var dog sikker på, at det ikke skulle være som ansat igen.
- Jeg var sikker på, at skulle jeg tilbage til frisørfaget, så skulle det være som selvstændig. Så vi begyndte at undersøge tingene, og jeg fandt ud af, at det var det, jeg skulle, fortæller Anja Andreasen.
Anja Andreasen åbnede Salon Winia på Hovedgaden 15 - i den tidligere bankbygning - i november 2012.
I begyndelsen var hun kun sig selv, men efter et par år kom den første assistent til. I 2015 blev der brug for større lokaler, og salonen flyttede over på den anden side af Hovedgaden til nummer 12 i en af byens ældste og flotteste bygninger, der tidligere husede Højs Vinhandel.
Sportsfamilien Andreasen
Samtidig blev der ansat endnu en assistent i salonen. I dag er der udover Anja selv tre ansatte i lokalerne. Det er Mette Lykkehaab Bramming, der kom til i 2016, Pernille Svenstrup Sørensen, der startede i 2018, og når salonen åbner igen den 6. april begynder frisør Maria Borg Jansen i salonen.
Anja og gemalen har siden 2003 boet i Sdr. Omme. Anja var i øvrigt ung pige i huset for mange år siden hos familien Jacobsgaard, og hun har også spillet håndbold i byen.
- Det er nogle super søde mennesker, der bor her, mener Anja.
I dag bor familien, der også tæller to børn, en dreng på 13 år og en pige på 11 år, på et nedlagt landbrug lidt uden for Sdr. Omme, hvor der er plads til heste, som Anja og hendes datter går meget op i. Det gør Kasper og sønnen ikke. De går til gengæld meget op i fodbold.
- Kasper har trænet børnene, og han har også selv spillet fodbold, siger Anja.
Kasper og sønnen går også meget op i løb, så motion og idræt er det kit, som familien er fælles om.
Anja Østergaard AndreasenJeg var sikker på, at skulle jeg tilbage til frisørfaget, så skulle det være som selvstændig. Så vi begyndte at undersøge tingene, og jeg fandt ud af, at det var det, jeg skulle