Annonce
Ugeavisen Grindsted

Wine N' Fun: Slagtermesteren åbner vinbutik

Det er tidligere slagtermester, Jens Sørensen, der står bag Grindsteds nye vinbutik, Wine N' Fun Grindsted, på Vesterbrogade 1 i Grindsted. Foto: Jan Kronvold
Tidligere slagtermester hos Slagter Norlyk, Jens Sørensen, åbner på fredag den 30. oktober vinbutikken Wine N' Fun på Vesterbrogade 1.
Annonce

Grindsted: Det er et kendt ansigt i Grindsted, Jens Sørensen, der på fredag den 30. oktober klokken 10 vender tilbage til Grindsted, hvor han åbner sin egen vinbutik, Wine N' Fun, i tøjbutikken Hr. P´tidligere lokaler på Vesterbrogade 1 i Grindsted.

Jens Sørensen har både spillet fodbold i Grindsted GIF, været slagtermester i Kvickly og hos Slagter Norlyk. Senest har han været slagtermester i Kvickly i Herning Centret.

Men efter 30 år som slagter og 20 år som slagtermester udlever han sin drøm om at blive selvstændig. Det sker i samarbejde med hans mangeårige ven i Brande, Søren Bækkelund Rasmussen, der med stor succes har drevet en Win N' Fun i Brande i seks-syv år.

- Jeg har hjulpet Søren i mange år og vi har begge haft en drøm om, at vi begge skulle være en del af det på et tidspunkt. Det sker nu med min egen butik. Søren og jeg kommer til at arbejde sammen om import og indkøb af vin og ved forskellige arrangementer, fortæller Jens Sørensen.

Konceptet bag Wine N' Fun er meget kort fortalt "vin og sjov". Lidt mere uddybende er Wine N' Fun en vinbutik, en vinklub, det er vinsmagning og arrangementer og ikke mindst vinrejser, når coronaen ellers tillader det.

Annonce

Vinklub med fordele

- Vi skal på vinrejser - ned og besøge små privatejede vingårde og møde vinbønderne - så man får en anden historie om vinen og vi vil holde kundeaftener med vinsmagning, og besøg af vinbønderne, fortæller Jens Sørensen.

Wine N' Fun i Grindsted får vin, spiritus og specialøl på hylderne, men der vil vil også kunne købes kaffe og te, chokolade og lakrids. Jens Sørensen tilbyder også både jule- og firmagaver i form af kurve, som han gerne bringer ud - i Grindsted-området.

Hos Wine N' Fun Grindsted kommer der vine fra det meste af Europa på hylderne. Foto: Jan Kronvold

Butikken bliver indrettet med vine fra hele Europa i alle prisklasser i den ene ende og i den anden ende er der gjort plads til vinsmagning og kundearrangementer.

- Der bliver plads til mellem 50 og 60 deltagere til arrangementer og ved vinsmagninger bliver der altid serveret lidt mad til, fortæller Jens Sørensen.

I lighed med Wine N' Fun i Brande, så bliver der også etableret en vinklub i Wine N' Fun i Grindsted.

- Vinklubben kommer til at fungere på den måde, at man betaler 500 kroner for medlemskabet. Man får et gavekort til butikken på 300 kroner og en flaske vin til mindst 300 kroner. Desuden får medlemmerne fordele i form af specielle tilbud og invitationer til de forskellige arrangementer, fortæller Jens Sørensen.

Annonce

Smag på sagerne

Hos Wine N' Fun kan man få lov til at smage på de gode sager, inden man beslutter sig for at købe noget.

- Vores koncept lægger meget op til, at vi gerne vil sælge en kasse, frem for en enkelt flaske, siger 48-årige Jens Sørensen.

Det er chefen selv, der skal passe butikken på Vesterbrogade, men han vil da ønske, at han får så travlt, at han skal have noget hjælp på.

Wine N' Fun Grindsted åbner på fredag klokken 10. Foto: Jan Kronvold

Jens Sørensen betegner sig selv som en almindelig vinforbruger, men gennem årene har han lært en masse om vine af Søren Bækkelund Rasmussen, og parrets ønske om at åbne endnu en vinbutik, har ligget og ulmet længe.

- Søren og jeg har kigget efter lokaler i flere år. Men der var flere ting, der skulle passes ind. Det føles helt rigtigt at gøre det nu, mener Jens Sørensen.

Jens Sørensen

Det er tidligere slagtermester, Jens Sørensen, der i samarbejde med Søren Bækkelund Rasmussen i Brande, står bag Wine N' Fun Grindsted på Vesterbrogade 1 i Grindsted.

Jens Sørensen er 48 år og gift med Pia, der er tjener hos Refsborg i Billund. Parret bor i Brande. De har tre børn på 21, 18 og 12 år. Kun de to yngste bor stadig hjemme.

Wine N' Fun Grindsted åbner på fredag den 30. oktober klokken 10.

Åbningstiderne hos Wine N' Fun kommer til at følge åbningstiderne hos byens øvrige butikker.

På fredag den 30. oktober klokken 10 glæder Jens Sørensen sig til at åbne døren til sin nye butik og vise den frem for kunderne i Grindsted.


Jeg har hjulpet Søren i mange år og vi har begge haft en drøm om, at vi begge skulle være en del af det på et tidspunkt. Det sker nu med min egen butik

Jens Sørensen, Wine N' Fun Grindsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce