Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Arbejdsskade på hjemmekontoret? Så skal du huske dette

- Det vil altid være en konkret vurdering, om det, man foretog sig da skaden skete, var i relation til ens arbejde, eller om man kunne siges at have "flexet ud" til privat aktivitet, fortæller Birgitte Kamstrup Kragelund, som er afdelingschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. (Arkivfoto)
Hvis du kommer til skade i hjemmet, kan der sagtens være tale om en arbejdsskade. Men det stiller nogle andre krav til din dokumentation.

Danmark: Kontorets kaffe er byttet ud med din egen kaffemaskine og hæve-sænkebordet er måske i stedet et spisebord.

Ifølge en opgørelse fra Dansk Industri har hver tredje ansatte i de danske virksomheder et job, de kan passe hjemmefra. Og det er blevet mere aktuelt end nogensinde.

Men hvis du får problemer med ryggen eller falder over en ledning og kommer til skade, kan det være svært at finde hoved og hale i, om der egentlig er tale om en arbejdsskade - derhjemme.

Annonce

- Der er ikke en lempet eller skærpet bevisbyrde for arbejdsskader, uanset om du arbejder hjemme på grund af corona eller af alle mulige andre grunde, fortæller Astrid Breuning Sluth, som er chefkonsulent hos Forsikring & Pension.

- Men det kan være sværere at dokumentere noget, der sker derhjemme, fordi det er sværere at adskille fritid fra arbejde, tilføjer hun.

Det kan for eksempel være, at du i løbet af arbejdsdagen også lige hænger vasketøjet op, og så falder du over en ledning.

Mere mudder

Tingene er mere mudrede, for var du faldet over en ledning inde på din arbejdsplads, så ville det per definition være knyttet til dit arbejde.

Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der hører under ATP, der tager stilling til den enkelte sag.

- Der er tre ting, der er særligt vigtige i sager om arbejdsskader, fortæller Birgitte Kamstrup Kragelund, som er afdelingschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- Sørg for at give din arbejdsgiver besked hurtigst muligt. Sørg for at skaden anmeldes hurtigst muligt. Og beskriv så præcist, som du overhovedet kan, hvilken skade du har pådraget dig - og i hvilken kontekst, siger hun.

Det er i princippet arbejdsgiver, der skal anmelde skaden til sin egen forsikring. Vil de ikke det, kan du selv anmelde den til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Hvornår er der tale om en arbejdsskade i hjemmet?

  •  For at en skade, der er sket i dit hjem, kan anerkendes som en arbejdsskade, er det afgørende, at den skete på grund af forhold, som din arbejdsgiver har haft indflydelse på.
  •  Falder du over en cykel i din egen indkørsel, har din arbejdsgiver eksempelvis ikke haft nogen indflydelse på forløbet.
  •  Kommer du til skade, mens du transporterer dig mellem din hjemmearbejdsplads og din normale arbejdsplads, i forbindelse med at du skal hente eller aflevere materialer, vil du være omfattet af loven.
  •  Går du derimod private ærinder, mens du arbejder hjemmefra, er du ikke omfattet af loven.

/ritzau fokus/

- Der er ikke forskel på dokumentationskravet på hjemmearbejdspladsen. Men der er den forskel, at når en skade sker på arbejdspladsen, vil arbejdsgiver eller andre ansatte være til stede. Derfor skal man selv være ekstra opmærksom på dokumentationen.

Annonce

Gå til lægen hurtigst muligt

Kræver skaden lægehjælp, er det også vigtigt at gå til lægen hurtigst muligt.

Det er ikke afgørende, at skaden er sket inden for almindelig arbejdstid. Det afgørende er, at den er sket i relation til dit arbejde.

Birgitte Kamstrup Kragelund nævner som eksempel, at du ikke bliver omfattet af arbejdsskadeloven, hvis du kommer til skade, mens du skovler sne, bare fordi du gør det klokken 10.00 om formiddagen.

Omvendt kan du også sagtens få en arbejdsskade klokken 19.00, hvis du var i gang med en arbejdsopgave.

- Rammerne er heller ikke så snævre, at det direkte skal ske med arbejdsudstyr. Hvis jeg går rundt i huset, mens jeg taler i telefon i forbindelse med mit arbejde, og jeg falder ned ad trappen, vil det umiddelbart være en arbejdsskade, vurderer hun.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce