Annonce
Rundt om Viborg

Efter fællesjagt: Jægere klar med gode nyheder

Paraden bød på tre stykker dåvildt, seks stykker råvildt, en ræv og en sneppe. Privatfoto
Sydvesthimmerlands Dåvildtlaug kunne endnu en gang samle omkring 100 jægere til årets store fællesjagt og så tyder det på, at dåvildtet trives godt i laugets område.
Annonce

Skringstrup: Traditionen tro samlede Sydvesthimmerlands Dåvildtlaug lørdag omkring 100 lokale og inviterede jægere til årets store fællesjagt i området mellem Skals Å og Simested Å.

Og - også traditionen tro - blev det endnu en gang et meget vellykket arrangement, hvor der blev leveret både dåvildt, råvildt, sneppe og ræv til vildtparaden, og hvor der blev set meget mere vildt.

Jægerne kunne således efter endt jagt berette, at der var blevet set pænt meget dåvildt i de områder, hvor dåvildtet tidligere kun er blevet spottet sporadisk, hvilket tyder på, at denne smukke vildtart nu har spredt sig til hele dåvildtlaugets oprindelige fredningsområde.

I lighed med sidste år blev der også set rigtig meget råvildt, så også vores mindste hjorteart trives altså i bedste velgående i Viborgs nordlige opland. Intet tyder altså på, at den nedgang i råvildtet, der blandt andet er konstateret i Østjylland, også har ramt det midtjyske.

Tre stykker råvildt fanget i kameralinsen under lørdagens jagt.
Annonce

Fint udbytte

Den store fællesjagt starter altid med morgenkaffe i Skringstrup Forsamlingshus, hvor dagens program gennemgås, og her kunne formand Leif Gade også fortælle de mange jægere, at der i år måtte skydes spidshjort, då og kalv hvad dåvildtet angik, at der i visse området måtte skydes råvildt, og at driverne måtte bære haglgevær og skyde ræv og fuglevildt.

- Og pas nu på hinanden derude, lød det fra Leif Gade, inden jægerne begav sig ud i terrænet.

Ved gensynet klokken 13 til vildtparaden foran forsamlingshuset kunne jægerne konstatere, at dagens jagtudbytte var tre stykker dåvildt, seks stykker råvildt, en ræv og en sneppe. Det nedlagte vildt blev æret med toner fra tre jagthorn, inden de mange jægere samledes til frokosten i forsamlingshuset.

Her kunne formand Leif Gade takke for dagen og bekendtgøre, at næste års fællesjagt bliver 5. december. Den første lørdag i julemåneden er blevet en fast jagtdag hos Sydvesthimmerlands Dåvildtlaug.

Jagten sluttes med frokost i Skringstrup Forsamlingshus.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce