Skals: Eleverne på Skals Efterskole holdt vejret torsdag eftermiddag, da en ny nedlukning og nye corona-restriktioner ramte det midtjyske. Mens folkeskoleelever fra 5. klasse og opefter blev sendt hjem, gik efterskolerne som nogle af de få fri i forhold til restriktioner, og således bliver eleverne på efterskolen indtil juleferien den 18. december. Eleverne kunne ånde lettet op.
- Stemningen var virkelig intens, og jeg tror hele skolen fulgte med i det pressemøde, siger en af skolens elever, Josephine Vinther, og tilføjer
Josephine Vinther, elev på Skals EfterskoleStemningen var virkelig intens, og jeg tror hele skolen fulgte med i det pressemøde
- Og det er helt vildt fedt, at vi bliver.
- Jeg tror at mange af lærerne fik flashback til foråret, og de har fortalt om hvor hårdt det tog på eleverne at de skulle sendes hjem. Så her i dag er stemningen sådan lidt lettet, og der er ro på igen og nu skal vi bare hygge os, siger en anden elev, Laura Bøje Olsen.
Stadig en oplevelse
På efterskolen forsøger eleverne at leve en så normal dagligdag som mulig. Dagligdagen er dog med visse restriktioner, men dem har eleverne vænnet sig til. Således er eleverne inddelt i mindre familiegrupper, og man besøger ikke elever, der bor på andre etager end en selv. Når der synges - og det gør man ofte på en efterskole - er det med plexiglasafskærmninger mellem grupperne og så er mange af de årlige udflugter og ture aflyst.
- Det er selvfølgelig mega-ærgerligt med turene, men jeg tror vi så får nogle oplevelser, som tidligere elever ikke har fået. Vi arrangerer små shows og forestillinger for hinanden for eksempel, fortæller Laura Bøje Olsen.
Mange valg at træffe
Forstander Nikolai Vangkilde Terp og lærer Bent Kjær har også kunnet mærke, at en eventuel corona-hjemsendelse har fyldt meget blandt eleverne.
- Det er klart, det har fyldt meget blandt eleverne i den seneste uge, siger Bent Kjær, og peger på, at det er "anderledes bekosteligt" for en efterskoleelev at blive sendt hjem i forhold til at et efterskoleophold jo er noget, der er udstyret med en begrænset tidshorisont.
Heldigvis har skolen været forskånet for corona-tilfælde. Noget som de to tilskriver "held og gode vaner", som det udtrykkes. Mens eleverne på skolen nærmest lever i et lukket system, så lever personalestaben stadig "almindelige" liv ved siden af arbejdet, og har derfor større risiko for at bringe smitte ind på skolen.
- Så det handler om, at vi som personale også skal være rigtig gode til at eliminere smitten, siger Bent Kjær.
Som det ser ud nu vender efterskoleeleverne tilbage til skolen i begyndelsen af januar. I juleferien spredes de for alle vinde med risiko for corona-smitte, og hvordan det skal håndteres, når de vender tilbage, har man naturligvis også spekuleret over på efterskolen.
- Der er mange valg at træffe hele tiden, og lige nu afventer vi og ser om der kommer nogle retningslinjer i forhold til elevernes tilbagevenden fra centralt hold. Det kan være noget med at corona-teste, inden man vender tilbage til skolen, men vi ved det ikke endnu. Ellers har vi talt med eleverne om, at de nok ikke skal holde store nytårsfester og lignende, fortæller Nikolai Vangkilde Terp.