Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

En god sommer redder sæsonen i Hvolris

Trods et nedsat aktivitetsniveau på grund af corona, så er det alligevel indtrykket, at gæsterne har været godt tilfredse med det, der har været. Arkivfoto.
Jernalderlandsbyen havde dobbelt så mange sommerbesøg som normalt, og trods nedsat aktivitetsniveau var gæsterne godt tilfredse.
Annonce

Hvolris: Intet har været normalt i år, heller ikke i Hvolris Jernalderlandsby. Fra at være totalt nedlukket til at åbne til halv pris og med diverse corona-restriktioner, og til at ende med et besøgstal, som nok ender på de normale 7000-8000 gæster.

- Det er lidt tankevækkende, når der næsten kun har været danske gæster i år. Som betingelserne har været, har danskerne valgt at udforske deres eget land, og vi har ofte mødt udtalelser som, at folk lige kom fordi, og så ville de lige se, hvad det der Hvolris var for noget, fortæller Hanne Sørensen.

Det har været medvirkende til, at Hvolris Jernalderlandsby i år har doblet sit besøgstal i de seks uger med sommerferie. Uanset at aktiviteterne med levendegørelse også var droslet ned af corona-hensyn. Mindre aktivitetsniveau medførte heller ikke utilfredse gæster.

- Vi har i år fået rigtig mange henvendelser fra familier, som gerne ville bo i jernalderlandsbyen og være en del af levendegørelsen. Det har været dejligt, men rigtig svært at sige ja til, når de familier, som plejer at være her, har været skåret ned til det halve i forhold til de aktiviteter, vi kunne lave, siger Hanne Sørensen.

Hanne Sørensen kalder 2020 for et år, som Hvolris aldrig har oplevet før, og som de godt kan undvære at prøve igen. Arkivfoto.

Også efterårsferien gav pænt besøg. Faktisk kalder Hanne Sørensen 800 besøgende flot, måske båret godt på vej af en skattejagt, som Viborg Stiftsmuseum havde lavet.

Annonce

Holder skindet på næsen

Der har været mange ting, som i år ikke har været muligt eller som har været gennemført i beskåret omfang i Hvolris Jernalderlandsby. Alligevel forventer Hanne Sørensen at Hvolris kommer igennem økonomisk med skindet på næsen.

- Vi har et festlokale som lejes ud, til bryllupper og til andre formål, men alt har været aflyst i år. En aktivitet som skoletjenesten, som går ud over perioder med aktiviteter, har vi ikke kunnet lave, som vi plejer. Med hjælpepakker og anden støtte, så holder vi økonomisk skindet på næsen. Formentlig med et lille underskud, men det skyldes et hængeparti fra tidligere,” opsummerer Hanne Sørensen.

Så generelt kan den daglige leder i Hvolris Jernalderlandsby i mere end 10 år kigge tilbage på 2020 med en vis tilfredshed.

- Det har været et år, som vi aldrig har oplevet det før, og vi kan godt undvære at prøve det igen, siger Hanne Sørensen.


Det har været et år, som vi aldrig har oplevet det før, og vi kan godt undvære at prøve det igen,

Hanne Sørensen, Hvolris Jernalderlandsby.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce