Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Fodbold for de allermindste: Verdens bedste legetøj på verdens bedste legeplads

Snart er Skals FF klar med fodbold for de allermindste spillere. Leg er et centralt element i træningen.
Børn mellem to og fem år kan nu gå til fodbold i Skals. Leg og latter er helt centrale elementer i træningen, der skal give de små glæden ved at lege med en bold.
Annonce

Skals: Det er aldrig for tidligt at starte til fodbold. Således starter man inden længe et hold for de allermindste sportsudøvere mellem to og fem år med titlen "Bold og Bevægelse".

Der er tale om et motorisk tilbud, hvor det at lege og have det sjovt, spiller en helt central rolle.

- Det handler om, at børnene kan komme ud og have det sjovt med verdens bedste legetøj på verdens bedste legeplads, siger initiativtager Kim Sommer.


- Det handler om, at børnene kan komme ud og have det sjovt med verdens bedste legetøj på verdens bedste legeplads

Kim Sommer, fodboldtræner


Kim Sommer er selv ivrig fodboldspiller på Skals FF's seniorhold, og til daglig er han lærer. Sammen med kæresten Lotte Ambrosius, der er privat børnepasser, kommer de til at stå for tilbuddet.

Parret har selv to børn i målgruppen, og det var egentlig sådan, idéen opstod:

-Der var ikke rigtig nogle tilbud i forhold til børnefodbold i den alder. Og da min søn sparker til alt, hvad der kan trille, ville det være fedt for ham, fortæller Kim Sommer.

Skals FF er en af ganske få klubber, der tilbyder fodbold til børn i den aldersgruppe, men faktisk er initiativet helt i tråd med en strategi, som Dansk Boldspil Union (DBU) tidligere lancerede. Blandt andet med træningskonceptet "Bold og Bevægelse", der har til formål at introducere de yngste spillere til glæden ved at lege med en bold, så de tidligt får øjnene op for fodboldens mange positive elementer.

Annonce

Leg er nøglen

Netop legen er et helt centralt element i øvelserne, der er tilpasset børnenes motoriske alder.

"I de forskellige legeuniverser sætter kun fantasien grænser. Tag med på den afrikanske savanne, hvor eksotiske dyr som larmende løver, enorme elefanter, finurlige flamingoer og gigantiske giraffer skal fotograferes. Kryds klinger med Kaptajn Klo og hans klodsede pirater på jagten efter århundredes skattekiste. Opdag forskellige planeter og rumvæsner i alle størrelser, når vi hopper ombord på rumraketten mod det ydre rum. Eller mød cowboys og indianere når I skal krydse den Nordamerikanske prærie på jagten efter guld og diamanter," lyder oplægget på Skals FF's hjemmeside.

- Det handler om at skabe et legende univers, hvor børn fordyber sig. Der er ikke nogen regler, ud over man skal have det sjovt, men derudover er det relativt frit, fortæller Kim Sommer.

Børnene har deres forældre med til træningen, der er af en times varighed.

- Forældrene deltager som en slags guider i universet, og det er der også behov for, da børnene er så små, at det netop er hos forældrene, de føler sig trygge, siger Kim Sommer, der ser "Bold og Bevægelse" som en god appetitvækker på, hvad der skal ske, når man som barn begynder til U6-fodbold.

Alle interesserede fra nær og fjern er velkommen mandag den 3. august fra 16.30 til 17.30 på stadion i Skals.

Børn og fodbold

Helt præcist går 1249 flere børn i den yngste aldersgruppe til fodbold sammenlignet med året før, og drengene står for 1061 af de nye medlemskaber. Det viser de årlige medlemstal fra Danmarks Idrætsforbund, der blev offentliggjort i april 2020.

Stigningen er et produkt af DBU's strategi med at få aktiveret den alleryngste målgruppe og deres forældre for tidligt at gøre opmærksom på fodboldens gode sider.

Sværere er det dog at fastholde de lidt ældre børn i fodboldens univers. I aldersgruppen syv til 12 år er antallet af medlemmer faldet med 4017, mens der ses en tilbagegang på 1536 hos de unge fra 13 til 18 år.

Derfor har DBU nedsat en strategigruppe med 10 arbejdsgrupper, der blandt andet kigger på emner som sfo-samarbejde, kamptilbud til alle, matchning, træningstilbud til alle, uddannelse af trænere, klubskifter, adfærd og det gode fodboldmiljø. Alt sammen for at fastholde børnene i fodboldmiljøet.

Selvom der er blevet 1200 færre medlemmer i landets nu 1586 fodboldklubber, er fodbold fortsat landets mest populære foreningsidræt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
ugeavisen.dk

- Der er ikke noget, jeg ikke tør

Annonce