Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Højskolen i Skals samler årligt 1200 kreative hoveder

Materialer i rummene er en del af inspirationen for håndarbejd-kursister i Skals. Som her i spisesalen, hvor tekstiler af Signe Rønne Kejlbo hænger. Hun har designet for blandt andet Chanel. Foto: Louis Schmidt-Lund
På højskolebakken tripper man for en genåbning, så kursister igen kan få lov at udfolde sig med håndarbejde og design.

Skals: Dagskurser. Aftenkurser. Weekendkurser. Ugekurser. Halvårsophold. Læg dertil børnehold, og så har du summen af aktiviteter på Skals – højskolen for design og håndarbejde i Skals.

Med samlet plads til godt 50 elever er det nærmest naturstridigt, at der går 1200 kreative hoveder igennem skolen på Højskolebakken på et år.

Lige nu er der dog meget stille, for der har været corona-nedlukket siden 19. december. Der pusles lidt med noget håndværksmæssigt, som skulle laves alligevel, og så har man for længst forberedt sig til, at der igen bliver lukket op. Også med en nærmest nyanlagt tekstilhave, hvor det så småt er begyndt at spire. Den vender vi tilbage til.

- Vi har for længst planlagt vores program helt frem til sommeren 2022, men alt bliver hele tiden skubbet lidt ud i fremtiden. Vi har dog heldigvis oplevet, at mange af vores kursister bare venter på, at vi kommer i gang igen, og hele 32 elever med ophold i fem måneder holder ved. De står først for i efteråret, hvis de ønsker at forlænge deres ophold, lover forstander Helle Mogensen.

Annonce

Corona-testen

Den kreative højskole kom igennem den første nedlukning og genåbning med store udfordringer.

- Det, vi beskæftiger os med, er helt overordnet at vise tingene, at have det hele i hånden. Online-undervisning og it hører ikke lige til vores spidskompetencer, men lærerne gik all in ved at bruge deres mobiltelefoner, og det var helt vildt imponerende, fortæller Helle Mogensen.

Da der blev åbnet op igen, skulle højskolen leve op til diverse restriktioner. Kursisterne skulle spise i hold, og de skulle huske at benytte det toilet, de var anvist hver gang. Så kom tiden med mundbind i efteråret, når man gik rundt på skolen, hvilket alle fandt gevaldigt træls.


Vi har for længst planlagt vores program helt frem til sommeren 2022, men alt bliver hele tiden skubbet lidt ud i fremtiden. Vi har dog heldigvis oplevet, at mange af vores kursister bare venter på, at vi kommer i gang igen.

Helle Mogensen, forstander,


- Vi har i vores program udflugter og på de lange kurser også rejser. Sidste år måtte vi aflyse alle aktiviteter ud af huset, mest ærgerligt også en længe ønsket rejse til Japan. Så var vi lige pludselig kun os selv. Alt julepynten blev flået ud, julegaverne ligger her endnu, konstaterer Helle Mogensen.

Højskolen har også en stor udstilling hver sommer, som trækker busvis af besøgende fra nærmest hele landet, også aflyst sidste år. Der er dog langtfra en opgivende attitude at spore, for højskolens faste stab på en lille snes personer har taget handsken op hele vejen.

- Det er fordelen ved at være et lille sted. Ikke mindst har vores bogholder Marianne Kjeldgaard været guld værd. Det har været med at informere kursisterne om aflysninger eller udskydelser, men ikke mindst i forhold til hjælpepakker. Det er utrolig kompliceret, men det har hun haft helt styr på.

Annonce

Genåbnings-forventninger

Højskoler kom ikke lige med i årets første genåbning, men i Skals tripper man som alle andre steder for at komme i gang. Med kursister til de tre hovedfag, broderi, syning og vævning, med strik som bifag.

Dertil kommer, hvad der er oppe i tiden og kan blive tendenser, eller kreative hjørner, hvor der kan skaffes spændende og inspirerende lærere til det omfangsrige program.

Uanset hvad kan underviserne være sikre på, at de møder nogle engagerede kursister/elever. Det kan Viborg-pigen Helle Mogensen selv tale med om.

Efter en kontoruddannelse hos Viborg Kommune foretog hun sit livs kursskifte. Helle Mogensen tog en uddannelse på Designskolen i Kolding og blev siden ansat hos tekstilvirksomheden Blue Horizon i Haderslev. Midt i 1990’erne blev hun timelærer på højskolen for kreative udfoldelse i Skals, hvor hun har været lige siden, fra 2009 som forstander.

Højskolens bibliotek har fået en ansigtsløftning, og en sjov detalje er et håndmalet gulvtæppe. Det er lavet af Nina Ferlov, en af landets bedste akvarelmalere. Foto: Louis Schmidt-Lund

- Jeg kører glad til arbejde fra Aarhus, for jeg ved, at jeg i Skals møder totalt engagement fra kursisterne. De har betalt for at komme, de har sparet op og bruger måske en ferie på et ophold, så vi er omgivet af kvinder, som sidder med hver deres lille projekt, som de har glædet sig rigtig meget til, siger Helle Mogensen.

Til gengæld sætter højskolen en ære i, at kursisterne kan udfolde sig i de rette omgivelser. Der er ugentlige evalueringer med ris og ros.

- Det gælder alt, fra undervisning til det praktiske, og det gør vi rigtig gerne, for det holder os til ilden. Med en engageret stab sætter vi en ære i, at rengøringen og maden er i orden, og at haven er holdt, siger Helle Mogensen.

Hun betegner det som en fordel, at der er tale om en lille skole, hvor man selv kan gøre mange ting. Højskolen søger jævnligt støtte til diverse projekter, men bliver det for bøvlet, tager man selv handsken op.

Forstander Helle Mogensen ser frem til, at Skals - højskolen for design og håndarbejde igen kan tage mod kursister og elever. Dem er der på et normalt år 1200 af. Foto: Louis Schmidt-Lund.

- Vi spørger lige bogholderiet, om det her kan lade sig gøre, og et eksempel er vores bibliotek, som vi selv begyndte at renovere. Da vi senere i forløbet fik en meget flot donation fra Sportsgoodfonden blev det blandt andet krydret med et håndmalet gulvtæppe af Nina Ferlov, en af landets dygtigste akvarelmalere, giver Helle Mogensen som eksempel.

Et eksempel med støtte er en ny have bag hovedbygningen anlagt sidste år. Det er med udgangspunkt i biodiversitet, som også tilgodeser et tema som plantefarvning i undervisningen.

- Vi har blandt andet fået støtte af Hedeselskabet med arbejdskraft og træer, og overskudvand fra nedbør anvendes til at vande bedene omkring en lille sø, fortæller Helle Mogensen.

Sammen med hele højskolen venter hun nu på, at både den nye og den gamle have springer ud og at kursisterne i samme takt kan vende tilbage og udfolde alle deres kreative udfoldelser i Skals.

Med støtte fra Hedeselskabet er der bag hovedbygningen anlagt en ny have med fokus på biodiversitet og plantefarvning. Der er også plads til lidt bænke-hygge ved en lille sø. Foto: Louis Schmidt-Lund
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce