Annonce
Rundt om Viborg

Henny er 92 år og tipoldemor gange tre

Fra venstre er det Tilde fra 2018 sammen med Mia fra 1991. Dernæst er det Majken fra 1997, der i øvrigt er mor til Tilde. I midten er det Arne fra 1949, Tommy, der er familiens ældste barnebarn fra 1968, og Mikkel fra 1993 sammen med Elina fra 2020. Forrest er det Henny Jensen med det seks uger gamle oldebarn, Malte. Foto: Dorte Søgård Schou.
Man kan roligt kalde Brøndum-klanen fra Møldrup-området for en stor familie. Faktisk kan de mønstre fem generationer.
Annonce

Møldrup: Titlen som tipoldemor er ikke ligefrem alle forundt, men så heldig er Henny Jensen fra Møldrup.

I sidste uge kunne hun fejre sin 92 års fødselsdag og samtidig glæde sig over sin store familie, og det er en rigtig stor en af slagsen, kan man roligt konstatere. Familien tæller nemlig fire børn, 11 børnebørn, 20 oldebørn med nummer 21 på vej og altså også tre tipoldebørn.

- Det er da dejligt med så stor en familie, og endnu mere skønt at de alle sammen er friske og sunde, fortæller Henny Jensen fra hjemmet på Astrupvænget i Møldrup, hvor en lille del af familien er samlet - heriblandt også familiens yngste skud på stammen; seks uger gamle Malte.

Og for en ellers ganske åndsfrisk 92 årig, kan det også være sin sag at holde styr på navnene i den store familie:

- Ja, uha! Der var et af mine oldebørn, der havde bagt en banankage, og jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om navnet. Så måtte jeg ind og slå op i min bog, smiler Henny Jensen.

Når man har så stor en familie som Henny Jensen, så kræver det også plads til familiebilleder. Også resten af stuen og hjemmet er fyldt med fotos af familien.
Annonce

Mange fordele

Bortset fra ganske få medlemmer bor hele den store familie på Møldrup-egnen, og det betyder, at de ofte støder ind i hinanden i hverdagen. Når hele klanen skal samles kræver det dog planlægning i lidt større stil, for det er ikke alle, der har plads til de cirka 60 mennesker, familien beløber sig til.

- Så når vi holder julefrokost foregår det i hallen, fortæller Arne Brøndum, der er Henny Jensens ældste søn.

Familien enes om, at der er ganske mange fordele ved at være en stor familie. Da Henny Jensen på et tidspunkt var indlagt på et længere sygehusophold, skortede det ikke på besøg:

- Ja, der var nogen hver eneste dag uden undtagelse, fortæller hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce