Annonce
Rundt om Viborg

Klaus opfylder sine mål og drømme - skridt for skridt

Klaus Hansen elsker at vandre, og i 2019 opnåede han et stort mål som ingen andre danskere før ham har formået. Foto: Dorte Søgård Schou.
Klaus Hansen sætter det ene ben foran det andet i op til hundrede kilometer af gangen. Det er der mange grunde til, men den altoverskyggende er den, at han slet og ret kan.
Annonce

Borup: 44-årige Klaus Hansens hobby er noget af det mest grundlæggende, et menneske kan foretage sig. Han går. Modløshed og glæde, udmattelse og eufori er blandt de følelsesmæssige yderpunkter, han kommer igennem på de kilometervis af lange vandringer, han begiver sig ud på, og pludselig bliver det at gå meget mere end blot at sætte det ene ben foran det andet.

En vandring er en kamp med og mod selvet, til tider en stor naturoplevelse eller en hyggelig sludder med mennesker, man aldrig troede, man skulle møde. I de seneste år har Klaus Hansen intensiveret sin hobby, så oplevelserne - og strabadserne - er blevet rigere.

Det fysiske, synlige bevis på Klaus Hansens mange anstrengelser i den seneste tid er en flot pokal.
Annonce

Eneste dansker

Der er stille i stuen på Boruphedevej hjemme hos Klaus Hansen, og sådan kan han godt lide det, for sådan slapper han nu engang bedst af. Oven på årets strabadser er han nemlig mest af alt træt - træt, som man kun kan blive, når man har sat sig et stort mål for øje og har opnået det.

Ingen andre danskere har opnået det samme, og beviset - et lille trofæ i glas - er det eftertragtede Platin Grand Slam-trofæ fra den tyske vandreorganisation Megamarsch. Ni marcher skulle der til - 700 kilometer i alt. Fem vandreture i henholdsvis Berlin, Hamborg, Köln, München og Frankfurt på hver 100 kilometer - hver gennemført på under 24 timer - og fire vandringer i Dresden, Bremen, Düsseldorf og Nürnberg på 50 kilometer hver på under 12 timer.

- Der er ikke nogen danskere, der har gjort det før mig. Det er fascinerende, synes jeg, siger Klaus Hansen.

Annonce

Kan godt knække

På de lange vandringer er der ofte flere tusinde deltagere, men der er kun 20-25 procent, der går hele vejen, mens resten falder fra hen ad vejen. Klaus Hansen har prøvet begge dele.

- Det interesserer mig netop på grund af udholdenheden i det og det, at man udsætter sig selv for langvarige belastninger, hvor man pludselig kan knække psykisk. Det er sket for mig et par gange. Så bliver jeg frustreret, og det var ligegodt pokkers og tænker, om det mon kan gøres anderledes, siger han.

Det kan det som regel, og efterhånden er Klaus Hansen blevet en erfaren vandrer med flere sejre end nederlag.

Annonce

Et godt fællesskab

Det var egentlig lidt tilfældigt, at Klaus Hansen kom i gang med at vandre, og han startede i det små for seks års tid siden med nogle bekendte fra Flyverhjemmeværnet. Hans første officielle march var den kendte firedages Nijmegen-march, hvor han gik på et hold, og hans forberedelser havde været absolut sparsomme. Og selvom distancen ikke var de 100 kilometer, han gang på gang har gennemført i det seneste års tid, så var det heller ikke noget, man bare sådan lige gør

- Jeg fandt ud af, det var hårdt og blev overbelastet og fik vabler, fordi jeg heller ikke havde det rigtige udstyr. Søvn fik jeg heller ikke meget af, og restitutionen var ikke god. Men jeg kom da i mål ved hjælp af holdet, husker han.

Oplevelsen havde sat tanker i gang hos Klaus Hansen, og det gode sammenhold mellem vandrerne passede ham:

- Det var nok fællesskabet, der gjorde, at jeg fik lyst til at vandre igen. Samtidig synes jeg ikke, det kunne passe, at det bare var så hårdt, så jeg begyndte at kigge på bedre udstyr og træne noget mere, fortæller Klaus Hansen, hvis vandrekarriere dermed var i gang.

Annonce

Tidskrævende hobby

Lige præcis det med træningen er noget, han tager ganske seriøst i forhold til 100-kilometer-marcherne.

- Træningen handler om at gå rigtig mange kilometer. Så simpelt er det, siger han og tilføjer

- Og det er nok en temmelig tidskrævende hobby.

Trænes skal der mindst hver anden weekend, og der trænes forskelligt i forhold til, hvilken march det drejer sig om. Kilometerantallet er vidt forskelligt, men som tommelfingerregel går han ikke mere end 40 kilometer ad gangen. Det er som oftest til forskellige vandrearrangementer rundt om i landet, for det er for besværligt at gå langt alene uden forplejningsstationer og opmærkninger af ruten.

Til selve 100-kilometer-marchen ligger tempoet sjældent over seks kilometer i timen. For det meste under.

- Her gælder det om at disponere sine kræfter. Man kan sagtens overbelaste sig selv, når distancen er 100 kilometer.

For Klaus Hansen tager 100 kilometer knap 20 timer at gennemføre. Det kan, som han siger, gøres både hurtigere og langsommere, men det er ikke det, det handler om.

Annonce

En kogt pølse for moralen

100 kilometer er en speciel distance, for pludselig er der også andre aspekter at tage hensyn til. Det psykiske.

- I begyndelsen går det jo altid godt. 10, 20 kilometer, og som regel også mellem 30 og 40. Efter 40 kilometer kan trætheden begynde at melde sig, og der kan man godt havne i en virkelig farlig spiral, hvis man begynder at tænke på, hvor langt der er tilbage, for man er jo ikke engang halvvejs og kan slet ikke se målet. Måske er det også bælgmørkt, og man er træt. Ved 60 kilometer stopper dem, der simpelthen ikke kan kapere mere. Ved 80 kilometer er der få, der stopper. For mit eget vedkommende er jeg forbi den kritiske fase, når jeg har nået 60 kilometer, fortæller Klaus Hansen og tilføjer

- Når jeg får min krise skal jeg virkelig arbejde mentalt for at komme videre. Så må jeg bruge min vandreerfaring, siger han.

Der er flere ting, han kan ty til i den mentale værktøjskasse. En lille powernap kan gøre godt, hvis man er blevet så træt, man næsten ikke kan stå på benene. Samtale med andre - hvis det lader sig gøre - eller en podcast eller musik i ørerne er en anden mulighed eller at se frem til næste forplejningsstation:

- Nogle gange skal der ikke mere til at styrke moralen end en kogt, varm pølse, fortæller han.

Annonce

Fordi jeg kan

For øjeblikket er Klaus Hansen lidt mæt med hensyn til vandring. Næsten hver weekend har været helliget vandringerne, og andre ting i livet har måttet vige. De ting skal prioriteres for en stund, og samtidig er det en økonomisk krævende hobby i Klaus Hansens tilfælde med de mange ture ud og hjem til forskellige steder i Tyskland.

Alligevel har han det sådan, at et nyt mål skal sættes og senere indfries. Men hvad det skal være, ved han ikke. Det kommer nok, mener han

- Lige nu har jeg opnået det, jeg skulle. Jeg har fundet ud af, jeg kan gå 100 kilometer i alle forhold, siger han.

- På et tidspunkt havde jeg en naiv forestilling om, at jeg skulle være en af dem, der gik længst her i landet, men der er nogen, jeg slet ikke kan hamle op med. Der er også en mand i Tyskland, der har gået 700 af 100-kilometers turene, og dét gider jeg ikke. Camino-vandringer siger mig intet, og at gå en uge i træk siger mig heller ikke noget. Så jeg ved det ikke rigtig, siger han.

Dog byder fremtiden helt sikkert på flere af de sociale marcher, hvor man følges ad som et hold. Han vil heller ikke afvise, at han skal ud på ture alene:

- Når du går alene, så er det jo arbejdet med dig selv, der er i centrum. Det er nok så enkelt, at jeg gør det fordi, jeg skal se, om jeg kan. Det må jo være derfor, siger Klaus Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce