Klejtrup: En tid i borgmesterens kalender var på plads, lige som alt det andet, der officielt skulle markere flere års arbejde med en proces og gennemførelse af områdefornyelse. Fredag den 23. oktober i Klejtrup.
Det var ellers en smuk efterårsdag, men det blev en stille dag, for det der c-ord; og hvad det medfører, kom igen på tværs. Således forsamlingsforbud for mere end 50 personer, og da begejstringen og glæden over det færdige resultat helt sikkert ville tiltrække langt flere, er festivitassen udskudt til foråret 2021. Måske. Forhåbentligt.
En rundtur
På en tur rundt i byen og dens nærmeste omgivelser på dagen med et par fra følgegruppen, kontaktperson til kommunen Jon Pugholm og byrådsmedlem Michael Nøhr (V), er det tydeligt, hvorfor man i byen er så glade for det ansigtsløft, som allerede er på plads.
De to peger på, at mange af fornyelserne binder hinanden sammen, mens den allerede eksisterende legepark ved friluftsbadet er blevet opgraderet med en skaterbane og for øvrigt renoveret og udbygget. Og det var tiltrængt efter 14 års flittig brug, alt var nærmest slidt op.
Når ellers det er tilladt at samles om begivenheder, så er området et hit for børnefødselsdage, med masser af mulighed for leg, også med et væld af udendørs musikinstrumenter og hygge omkring grillen. I lidt dårligt vejr byder shelter-lignende bygninger sig til.
- Det nye bytorv neden for kirken er nok det bedste eller vigtigste. Det er byens centrum, også for byfester, hvor vi nu får en fast scene, siger Jon Pugholm, mens han kigger tilfreds ud over torvet, nyindrettet og med ny belægning.
- Vi kan også se, at byparken ved Hjertesøen neden for musikefterskolen allerede bruges af rigtig mange mennesker. Det er blevet et åndehul for alle aldre på grund af nye stisystemer, tilføjer Michael Nøhr.
Michael Nøhr, byrådsmedlem (V)Vi kan også se, at byparken ved Hjertesøen neden for musikefterskolen allerede bruges af rigtig mange mennesker. Det er blevet et åndehul for alle aldre på grund af nye stisystemer
Noder på spil
Inspireret af Klejtrup Musikefterskole er der noder på spil i helhedsplanen for hele projektet. ”De syv noder” markerer med blandt andet skulpturelle musikinstrumenter nedslagspunkter i områdefornyelsen. Det gælder blandt andet på det ligeledes renoverede købmandstorv.
Ud over nye grønne åndehuller, legeparken og byens centrum ved Dagli’Brugsen indgår trafikforbedringer på et par af byens veje også i projektet, så trafikken igennem byen foregår i et for stedet tilpas tempo. Det sørger nye fartdæmpende bump for.
Hele herligheden står i omkring seks millioner kroner, heraf en tredjedel fra statslige puljer. Billedligt talt kan man konstatere, at Klejtrup-borgerne allerede har taget gaven i brug, selv om den officielle sløjfe altså først bliver bundet op en gang hen i det nye år.