Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Regional DR-afdeling får ny leder fra Skals: - Viborg har en særlig plads i mit hjerte

Efter syv år som daglig leder af DR Vejret tiltræder Klaus Wendelboe til næste år som ny chef for DR Midt & Vest i Holstebro. Foto: Pressefoto/DR
Klaus Wendelboe, som i øjeblikket er bosat i Skals, tiltræder til januar som ny chef for DR Midt & Vest i Holstebro.
Annonce

Skals: Den nuværende leder på DR Vejret skifter i det nye år arbejdsplads. Den 20. januar tiltræder Klaus Wendelboe nemlig som chef for DR Midt og Vest og vil dermed have sin daglige gang i Holstebro. Skiftet fra Aarhus til det vestjyske betyder desuden, at hans transporttid til arbejde fra hjemmet i Skals vil blive forkortet.

- Jeg ser det som en stor fordel, at jeg kommer til at arbejde med en redaktion, der beskæftiger sig med det område, jeg begår mig i. Jeg har altid engageret mig meget i mine omgivelser, og dermed tror jeg, at jeg i mit nye job lettere vil kunne opsnuse historier og tips gennem mit netværk, fortæller han.

Den 50-årige leder har da også et helt specielt forhold til sit fremtidige dækningsområde.

- Jeg fik engang fortalt, at når man ligger på sit yderste, er der tre ting, man vil kunne huske. De tre ting er konfirmationen, den dag man blev gift, og endelig sin værnepligt. Den aftjente jeg i Viborg, og derfor har Viborg også en helt særlig plads i mit hjerte, forklarer Klaus Wendelboe.

De seneste to år har han boet i kommunen sammen med sin kæreste, som har familie i Skals.

Annonce

Vemod og glæde

Siden år 2013 har Klaus Wendelboe haft sin daglige gang i Aarhus hos DR Vejret, hvor han er ansat som redaktionsleder. Her har han nu kun få måneder tilbage, og det vækker både gode og svære følelser.

- Lige så stolt som jeg er over at have fået det her job hos DR Midt og Vest, lige så vemodig er jeg over at skulle forlade min nuværende arbejdsplads og mine kolleger, fortæller han.

Men selvom afskeden med redaktionen bliver hård, er der specielt én ting, Klaus Wendelboe ser frem til.

- Jeg glæder mig enormt meget til at vende tilbage til nyhedsjournalistikken. Jeg er glad for mit nuværende arbejde, men jeg har også længe gået med en tanke om, at jeg ikke er færdig med nyhederne eller med journalistikken, der gør en forskel, afslutter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce