Annonce
Rundt om Viborg

Rokade: Så er Skals' nye præst fundet

Sognepræst Malene Dahl forlader Sparkær-Gammelstrup og Stoholm-Kobberup pastorater for at blive sognepræst i Skals Pastorat fra 1. december. Arkivfoto: Morten Dueholm
Sognepræst Malene Dahl skifter den 1. december fra Sparkær-Gammelstrup og Stoholm-Kobberup Pastorat til Skals Pastorat, hvor hun er ny sognepræst.
Annonce

Sparkær/Skals: Sognepræst Malene Dahl forlader Sparkær-Gammelstrup og Stoholm-Kobberup pastorat per 1. december. Her tiltræder hun i stillingen som den nye sognepræst i Skals Pastorat.

47-årige Malene Dahl kom til Fjends-pastoraterne og præstegården i Sparkær i maj 2011, og stillingen var hendes første som sognepræst. Og det har været gode år i Sparkær og de to pastorater i Sparkær-Gammelstrup og Stoholm-Kobberup, fastslår hun.

- Det har været nogle rigtigt gode år. Vi har følt os velkomne fra den allerførste dag og er altid blevet spurgt, om vi ikke kom til byfesten og skolefesten og så videre. Så det har virkeligt været nemt at falde til i Sparkær, siger Malene Dahl.

Hun retter på den lokalt funderede hjemmeside sparkaer.dk en varm tak for de gode år i området til sognebørnene i Sparkær og Gammelstrup.

"Med stor fare for at jeg kommer til gentage mig selv mange gange inden da, vil jeg allerede nu sige tusind tak for alle de skønne år jeg og min familie har fået her i Sparkær. Vi har fra første dag følt os hjemme her og været velkomne, hvorend vi er kommet. Vi pakker derfor rigtig mange fantastiske oplevelser og uforglemmelige stunder sammen og tager med os til at leve af og trække på fremover. Tusind tak for det alt sammen" skriver Malene Dahl.
Annonce

Mere enkelt i Skals

Stillingen i de to Fjends-pastorater er delt med 50 procent af arbejdstiden som kirkebogsførende sognepræst i Sparkær-Gammelstrup og det samme som bistandspræst i Stoholm-Kobberup Pastorat, og embedet dækker dermed fire og en halv kirke, tre menighedsråd, tre skoler, og geografisk rækker arbejdsområdet ind over to provstier.

I Skals Pastorat er der et sogn, en kirke, et menighedsråd, et provsti og en skole. Med andre ord bliver det hele mere enkelt i Skals, påpeger Malene Dahl.

- Det er meget mere enkelt i Skals i og med konstruktionen er mere enkel. Det er en fuldtidsstilling samme sted, og det giver også plads til mere reelt præstearbejde, og det glæder jeg mig til. Der er jo langt fra Sparkær til Kobberup og Nr. Søby, og det er svært at komme tæt på alle sognebørnene, og det får jeg bedre mulighed for i Skals. Men ellers håber jeg jo meget på, at tingene bliver lige så godt for os i Skals, som de har været her i Sparkær, siger Malene Dahl.

Med til Skals kommer også familien, Malene Dahls mand, Joakim, og børnene Stian på 13 år og Ina på 11 år. Malene Dahls sidste gudstjeneste i Sparkær Kirke bliver den søndag 24. november, mens hendes første gudstjeneste i Skals Kirke bliver på første søndag i advent - den 1. december.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce