Annonce
Rundt om Viborg

Så er hele verden genåbnet - men kun i Klejtrup

På Verdenskortet regner Søren Cassøe med at forlænge sæsonen. Arkivfoto: Morten Pedersen.
Turistattraktionen Verdenskortet er nu i gang igen - og med planer om at forlænge sæsonen i efteråret og til jul.
Annonce

Klejtrup: Fra onsdag i sidste uge kunne man igen besøge Verdenskortet i Klejtrup Sø, og dermed har man altså en mulighed for at kompensere for rejse-restriktionerne ved at tage verden rundt i den udgave, som Verdenskortet kan byde på i form af et verdenskort af sten, der er anlagt i et hjørne af søen.

For Verdenskortets indehaver var det naturligvis med glæde og lettelse, at man fandt ud af, at turistattraktionen kunne genåbne som en del af den udvidede anden fase af corona-genåbningen.

- Det har været en meget svær tid, som vi er meget glade for at kunne lægge bag os. Vi har haft en del medarbejdere sendt hjem og rigtig mange konfirmationer, møder og fester, der er aflyste. Da vi er en privat attraktion og restauration, har vi intet tilskud at kunne tære på, mens vi har ventet, så det har været med is i maven. Men endelig kan vi åbne for alle vores dejlige gæster. Dem har vi virkelig savnet, siger Verdenskortets ejer, Søren Vejle-Cassøe, i en pressemeddelelse.

Verdenskortet har selvfølgelig fokus på at sikre, at alle anbefalinger og anvisninger i forhold til smitte-forebyggelse overholdes. Ud over den almindelige åbning for gæster er man også klar til at genbooke møder og fester - med behørig afstand.

Annonce

Sæsonen udvides

- Som alle andre afventer vi indtil videre næste åbningsfase, hvor vi håber, at Mette Frederiksen også løsner grebet på de møde- og festglade danskere. Vi har heldigvis mange konfirmationer booket til efteråret, men håber meget, at der kommer flere i kalenderen, siger Søren Vejle-Cassøe.

Verdenskortet har planer om at indhente noget af den tabte omsætning ved at udvide sæsonen med events i efteråret og i juletiden. Planerne er man i fuld gang med at udarbejde.

- Vi åbner en ny udstilling på Verdenskortet i år, og derudover arbejder vi på flere spændende events, fortæller Søren Vejle-Cassøe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce