Annonce
Rundt om Viborg

Så skal der svedes for nyt udstyr i Ulbjerg

Cyklerne i Ulbjerg- Kultur og Fritidscenter har kørt godt og længe - og nu skal de skiftes ud. Det kræver en portion penge, der nu skal samles ind på forskellig vis. Foto: Morten Pedersen.
Spinningcyklerne i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter skal skiftes, og det skal et kommende spinning-event hjælpe med til. Eventet er både sjovt og underholdende - også for dem, der ikke deltager - så det er bare om at møde op, opfordrer Anders Norup fra Kultur- og Fritidscenteret.
Annonce

Ulbjerg: Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter står over for at skulle udskifte centerets 16 spinningcykler, og for at det skal kunne lykkes, skal der både svedes og arbejdes hårdt for at rejse de cirka 250.000 kroner, som sådan en omgang koster. Svedes skal der helt prævist den 24. januar, når der arrangeres et spinning-arrangement for at rejse en forhåbentlig god portion af det samlede beløb.

- De gamle cykler er fra centerets begyndelse i 2006, og de har gjort det godt, men nu er vi kommet dertil, hvor det er rettidig omhu at få dem skiftet ud. Vi bruger virkelig meget krudt på stadig at holde dem kørende, og det begynder at være ganske tidskrævende, fortæller Anders Norup, der ud over at være formand i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter, også er en af tre spinninginstruktører i centeret.

Formand for kultur- og fritidscenteret og spinninginstruktør Anders Norup håber, at rigtig mange vil bakke op om et spinningevent den 24. januar, og han understeger, at ethvert bidrag kan bruges.
Annonce

Udstyr i top

Selvom 250.000 kroner kan synes af ganske mange penge, så er der intet vundet ved at gå på kompromis med kvaliteten af de nye cykler, man ønsker sig i centeret. Der er så mange ttræningstilbud i dag, at folk kun gider træne der, hvor udstyret er i top.

- Vi vil gerne have noget af det nyeste udstyr, hvor man blandt andet kan bruge en mobil-app i træningen. Vi har løbende skiftet maskinerne i motionscentret, og nu er turen så kommet til cyklerne, hvor alle skal skiftes på en gang. Ellers bliver der bare rift om de nyeste cykler, og så gider folk ikke, fortæller Anders Norup.

Foruden spinning-eventet skal pengene til de nye cykler komme fra forskellige fondsansøgninger:

- Vi er allerede i gang med at søge forskellige fonde, og spinningeventet skal ses som et supplement for ikke at belaste centerets egen økonomi for hårdt. Så det er da klart, at vi håber, at spinning-eventet kan give et godt skub.

Annonce

Festlig stemning

I Ulbjerg har man før haft held til at samle ganske pæne beløb ind via et lignende arrangement. Det skete, da Ulbjerg Idrætsforening samlede ind til det nye klubhus. Fremgangsmåden er sådan set den samme. Bag arrangementet står Hermann Salg og Events, og deltagerne i spinningen har forud for arrangementet allieret sig med forskellige sponsorer, der enten giver et beløb per forbrændt kalorie eller et fast beløb. Udviklingen kan man så følge med i på en storskærm, mens speakeren kommenterer det hele.

- Der er virkelig festligt, og der er en vis stemning - lidt ligesom til et seksdagesløb. Det er rigtig sjovt at følge med i oppe på skærmen, og i mens er der i øvrigt også flere chancer for gevinster for publikum, fortæller Anders Norup, der håber på Ulbjerg-borgernes velvillighed.

- Man skal jo være meget forsigtig med at spå om resultatet, og jeg vil sige, at vi er glade for det, der kommer ud af det. Idrætsforeningen formåede jo at samle langt over 100.000 kroner ind, men der tror jeg ikke vi er, for det her er lidt et andet formål. Men jeg har et stille håb om god opbakning, og så må vi se, hvor det bærer hen. Jeg ved at nogle af deltagerne er ret langt med at få tegnet sponsorater, og alt vil blive taget imod med kyshånd, siger han.

Arrangementet den 24. januar i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter starter med en omgang fællesspisning klokken 18, hvor et lokalt firma leverer maden til favorabel pris, så omkostningerne kan holdes nede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
ugeavisen.dk

- Der er ikke noget, jeg ikke tør

Annonce