Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Vejfolk holder øje med vejret: En mild vinter er også en billig vinter

Der har endnu ikke været brug for meget af den vejsalt, der er oplagret i salthallen på Katmosevej. Foto: Morten Pedersen
Der har været langt færre saltkørsler på vejene i denne vinter, end der normalt er. Sidste år kom vinteren dog først for alvor i februar og marts.
Annonce

Viborg: Der har nærmest ikke været antydningen af sne, og temperaturer under frysepunktet har også været noget af en sjældenhed denne vinter.

Dermed er der - foreløbig i hvert fald - ikke brugt mange kroner på glatførekørsel i Viborg Kommune, så budgettet på 18 millioner kroner bliver næppe udfordret i denne sæson.

- Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvad vi har brugt på glatførebekæmpelse i denne sæson, men jeg kan faktisk ikke mindes en vinter, hvor vi har været ude så få gange som denne her, siger Per Trinderup, der er en af fire vintervagter hos Park og Vej.

Det hører i den forbindelse med til historien, at Per Trinderup har været en del af vinterberedskabet i over 20 år - først hos amtet og siden hos kommunen.

Ifølge Per Trinderup har man i denne vinter kørt salt på de store veje 24 gange, 20 gange på de mindre veje og seks gange på stier og fortove.

- Det er markant mindre, end det plejer at være, og lige nu ser det jo ikke ud til, at der kommer mere vinter, så det kan ende med en stor besparelse, siger Per Trinderup.

Her salter kommunen

Kommunen rydder sne, salter og gruser på alle kommunale veje, cykelstier og parkeringspladser. Også stier og fortove, ingen grundejere er forpligtede til at holde, tager kommunen sig af.

Vejene opdeles i tre klasser, der saltes og ryddes efter følgende kriterier:

Store trafikveje holdes farbare hele døgnet.

Større lokalveje i byer, lokalveje på landet, busruter, større p-pladser og gågader tilstræbes holdt farbare i tidsrummet 06.00-22.00.

Lokalveje i byer og mindre lokalveje på landet tages til sidst, og kun indenfor normal arbejdstid.

Stier og fortove, hvor kommunen har forpligtigelsen, tilstræbes holdt farbare i tidsrummet 07.00-18.00.

Rekreative stier og turiststier i åbent land tages til sidst og kun indenfor normal arbejdstid.

Annonce

Sent vinter sidste år

Nu skal hverken Park og Vej eller de folkevalgte politikere begynde at disponere over de sparede millioner for tidligt.

Dels er der under alle omstændigheder faste udgifter til at have et beredskab, og så kan vinteren jo stadig nå at slå til.

Sidste år blev det faktisk ganske koldt i februar, og helt hen til slutningen af marts var det faktisk vintervejr.

- Sådan kan det jo blive igen, og skulle der komme en snestorm, bliver det også hurtigt dyrt. Et snedøgn, som vi kalder det, hvor alt materiel er ude at køre, koster mellem en og 1,2 millioner kroner, så hvis det for alvor bliver vinter, vil de foreløbige besparelser hurtigt blive ædt op igen, siger Per Trinderup.

På en normalvinter bruger Viborg Kommune 5000-6000 tons salt til vejene, og man sørger hele tiden for, at salthallen på Katmosevej er fyldt op, så man er klar til at rykke ud.

- Det kan heldigvis holde sig til næste år også, så det er under ingen omstændigheder spildt, siger Per Trinderup.

Per Trinderup er en af fire vintervagter hos Park & Vej, og han kan ikke mindes en vinter, hvor beredskabet har været i gang så få gange, som det har været tilfældet denne vinter. Arkivfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce