Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Bassen, brien og sagen om det forsvundne ostebord

Uberegnelig basset hound. Thomas Gregersen

Lever Eleanor  endnu og hvordan har den det? Mange læsere af denne klumme er åbenbart nervøse for, at jeg - som jeg vist nok kom til at true med - har ladet dyrlægen sende bassethunden videre til de evige jagtmarker ... eller Daka, som det også kaldes.

Og ja, der har været lidt stille omkring den lavstammede pelstorpedo, som kom ind i mit og ungernes liv midt i coronanedlukningen forrige år.

Før skrev jeg mest klummer af terapeutiske hensyn for at bearbejde traumerne ved at få stjålet min mad, ædt mine sko, gravet mine roser op, trukket lange spor af savl over mit nyvaskede tøj og ved at finde udyrets små stive hår overalt i huset.

Annonce

Men på et eller andet tidspunkt bliver det også en slags hverdag, at have en basset hound i huset. Jeg tror, det er det de kalder Stockholm-syndromet. At man udvikler en slags følelser for sin gidseltager.

Man lærer at skubbe sin tallerken ind på midten af bordet, hvis man rejser sig et øjeblik, lærer at leve med at skoene skal op på mindst tredje hylde på sko-reolen og at haven kunne være brugt til at filme en falsk månelanding.

Man bliver faktisk så rutineret i at være basset-ejer, at man glemmer at andre måske ikke er nået til samme høje stadie af forståelse af hundens sind. Nogle mennesker er stadig ikke klar over, at det firbenede kommodemonsters dimensioner gør den i stand til at trodse fysikken love.

Min hjerne er stadig ved at brænde sammen over de matematiske formler bag, at en hund med en skulderhøjde på cirka 30 centimeter kan strække sig så langt ind over en koge-ø med en højde på 98 centimeter, at den kunne nå at slå hjørnetanden i min ustegte 300 grams ribeye steak - kun ved hjælp af lugtesansen.

Når man samtidig tager i betragtning, at hundens små massive stolpeben umuliggør nogen væsentlig form for afsæt fra gulvet burde det ikke kunne lade sig gøre.

På så mange måder har vi mennesker tilpasset vores adfærd. Vi har efterhånden lært lektien gennem stribevis af omkostningstunge og bitre erfaringer gennem de seneste halvandet år.

Men det har den øvrige familie ikke.

De blev dog en basseterfaring rigere, da jeg og ungerne mellem jul og nytår var inviteret til årets store familiejulefrokost med mine søskende og deres familier hos mine forældre.

Eleanor skulle selvfølgelig med. Mine forældre er hundemennesker, så de insisterer på at familiens hunde skal deltage i alle sammenkomster og fejringer.

Når 15 mennesker i alderen mellem 10 og 80 er samlet i festligt lag med rigelige mængder af mad, så vil der uvægerligt opstå en eller flere sikkerhedsbrister indenfor perimeteren af en given fødevare.

Ligesom Serengeti-slettens ædle rovdyr ligger bassethunden, halvsovende og tilsyneladende mentalt fraværende. Men det er skuespil. I det splitsekund, hvor den fornemmer sit forsvarsløse bytte er den en dræber med alt for meget overskydende hud og en appetit der tyder på at den ønsker en dag at kunne fylde sit skind helt ud.

I dette tilfælde bød lejligheden sig, da min mor med favnen fuld af tarteletter ikke fik skubbet køkkendøren ordentligt i.

Der stod offeret med struben blottet midt på køkkenbordet.

Et ostebord til 15 mennesker. Mens vi andre var bænket omkring de lune retter, var der ingen vidner til ugerningen. I flere minutter var bassethunden alene i køkkenet.

Og hvis ikke kræet havde afsløret sig selv, ved stolt logrende at returnere til spisestuen med en hel rund brie på tværs i kæften, ville det være forblevet et mysterie at kun vindruerne lå tilbage på fadet.

Camembert, skæreost og smøreost - selv den røde peberfrugt var bragt af vejen som om de aldrig havde eksisteret.

Upåvirket af at være taget på fersk gerning. Så veltilpas kan man se ud, når man slår mave oven på at have sat et helt fad med oste til livs. Foto: Thomas Gregersen

Mens jeg under spisebordet fik hevet fat i en kæbeflap og prøvede at fravriste køteren de gennemsavlede rester af den franske hvidskimmel, kunne jeg høre min mor spørge: Jamen, er der nogen der bare vil have en kiks, så?

Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Bygma Otterup afholdt Store Markedsdag for 20. år i træk

Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Umuligt at nå det hele: Sarah og Allan satser 100 procent på webshop og familietid

Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Her kan du bade til sommer: Seks strande kan i år hejse det blå flag

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Efter lang tids planlægning: Nyt børnehus skal stå klar i 2023

Ugeavisen Nordfyn

Oksana flygtede med sin mor og 2-årige datter i propfyldt tog: Nu har hun fået arbejde og håb for fremtiden

Ugeavisen Nordfyn

Foredrag om Melby Kirkes klokker

Ugeavisen Nordfyn

Oplev solnedgangen til havs, når Castor kaster anker ved Æbelø

Ugeavisen Nordfyn

Guidet vandretur Bogense - Fogense - Hugget

Ugeavisen Nordfyn

Alder er en trinvis befrielse

Annonce