Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Berlinmuren, der faldt

Annonce

Den 9. november i år var det nøjagtig 30 år siden Berlinmuren faldt. Mange af os blev igen mindet om denne sene novemberaften i 1989, hvor folk pludselig fik lov til at passere grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Begivenheden affødte jubelscener, hvor folk efter årtiers adskillelse omfavnede hinanden og græd af glæde.

Uwe, der kommer fra Østtyskland, og som er min kone, Susannes, og min gode ven, boede og arbejdede dengang i 1989 i Østberlin. Uwe har fortalt, at han den 9. november om aftenen havde fået nys om, at grænsen var blevet åbnet ved Bornholmer Strasse. Han kunne næsten ikke tro det men gik hen til grænseovergangen og stod kort tid efter i Vestberlin. Den nat tilbragte han i Vestberlin, og overalt, hvor han kom, blev han modtaget med jubel og åbne arme, og i de tidlige morgentimer gik han igen hjem til sin lejlighed for at vaske sig og derefter gå på arbejde. I opgangen spurgte en af de andre beboere, hvad han lavede ude så tidligt om morgenen. Uwe svarede, at han kom hjem fra en tur i Vestberlin. Beboeren, der endnu ikke havde hørt om murens fald, rystede på hovedet og troede, at Uwe var fuld af løgn!

Jeg får stadig en stor klump i halsen, når jeg ser billeder fra dengang i 1989. Billederne får mig til at tænke på de mennesker, som Susanne og jeg havde lært at kende i det gamle Østtyskland, og som før murens fald levede hårdt presset af det østtyske styre.

Det var i efteråret 1984, at studenterpræsten i Odense, Erik Strid, arrangerede en rejse til det daværende Østtyskland. Både Susanne og jeg var dengang studerende, og vi meldte os til rejsen, hvor vi skulle besøge kristne studentermenigheder i Berlin samt i byerne Jena og Ilmenau.

Vi, der rejste sammen, kom på besøg i et gråt og et nedslidt land, og mange steder var luften tung af røg fra de brunkul, man brugte til opvarmning af husene. Samtidig så vi over alt plakater, der pralede med ”landets store fremskridt.” Kirken var dengang kendt for at være et sted, hvor man kunne føre en forholdsvis fri politisk samtale, men også i studentermenighederne, som vi besøgte, skulle man vogte sig for stikkerne, der angav kritikere af styret til landets efterretningsvæsen, Stasi.

Under opholdet i Østtyskland boede vi privat hos studerende i Jena og Ilmenau. Det gav et meget nært forhold til dem, vi besøgte. Om dagen gik vi lange ture sammen, og om aftenen festede vi til ud på de små timer. Imens fortalte vore værter os åbenhjertigt om deres frustrationer og om hvordan det var at leve i et land, hvor man ikke kunne tale og handle frit.

I årene frem til Berlinmurens fald tog frustrationerne i Østtyskland til, og kirken kom til at spille en stadig større rolle i modstanden mod det siddende regime. Kirken blev folkets stedfortræder over for staten, og den signalerede, at den var ”åben for alle”. Dermed kom kirken blandt andet til at give rum for de såkaldte ”Mandagsbønner”, der samlede flere og flere mennesker. Det hele kulminerede i byen Leipzig den 9. oktober 1989, da fire af byens kirker ikke længere kunne rumme de mange, der ønskede at tage del af mandagsbønnen. 70.000 gik bagefter på gaden med lys i hænderne, mens de sang slutningen på den latinske messe: ”Dona nobis pacem” – giv os din fred!

Den 9. november faldt så muren, og folk kunne begynde at bevæge sig frit ud og ind af Østtyskland. Det gjaldt også for vore tyske venner, Ingo og Katerina fra Jena, der kom til os i nytåret det samme år. Jeg glemmer aldrig, at de kom kørende til os i deres Trabant. Det var en lykke uden lige.

I dette nytår kommer Ingo og Katerina til os igen. Sammen med dem skal vi fejre 30-året for Berlinmurens fald!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce