Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Corona-aktivitet: Tv-køkken på spejdermanér

Alle ingredienser var linet op, da Tobias Thornberg (tv) og Andreas Rasmussen tog imod i tv-køkkenet i Søndersø. Privatfoto
To spejderledere fra KFUM-Spejderne i Søndersø bagte vanilje-æblekage og sendte det live på Facebook.
Annonce

Søndersø: Når nu spejderne ikke kan komme til os, så må vi komme til dem - på afstand naturligvis.

Sådan tænkte gruppeleder for KFUM-Spejderne i Søndersø Andreas Rasmussen en dag langt inde i corona-nedlukningen, og tankegangen ledte ham videre til en helt lokal udgave af brødrene Prices tv-køkken, hvor Andreas Rasmussen sammen med Tobias Thornberg, leder for ulveenheden, bagte en vanilje-æblekage for åbent kamera og sendte det live på Facebook.

I starten var tanken, at tv-køkkenet skulle være forbeholdt deres spejdere, men det endte med, at blandt andet alle følgere af siden 5471 Søndersø blev inviteret med i bageriet.

Med opskriften sendt ud på forhånd kunne alle være klar til synkron-bagning hjemme i deres egne køkkener, og da kameraet blev tændt i spejderhusets køkken, tog de to tv-bagere imod med alle ingredienser linet op på bordet, med afstandsmærker på gulvet og nyvaskede hænder.

Spejderlederne gik pædagogisk til værks med at gennemgå opskriften punkt for punkt, lige fra at tænde ovnen og til kagen var klar til at blive sat ind i ovnen.

Og ligesom de rigtige tv-kokke havde Andreas Rasmussen og Tobias Thornberg også snydt, så i samme øjeblik kagen var sat i ovnen, kunne de fremtrylle en færdig kage fra køleskabet i stedet, så de kunne smage - og rose værket.

- Husk at hjælpe jeres forældre med at rydde op, lød den sidste opfordring til spejderne, før kameraet blev slukket.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce