Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Corona-dage i opfinderværkstedet

Karl Kristian, Lars Kristian og Anders Kristian Grøn har brugt noget af corona-tiden i deres opfinderværksted på Reveldrupgård. Privatfoto
Da skolen lukkede i marts trak Anders og hans brødre i stedet i arbejdstøjet.
Annonce

Reveldrup: Gnisterne sprang i bogstaveligste forstand, da tre brødre fra Reveldrup udenfor Bogense stod med en masse fritid, som de ikke vidste hvad de skulle bruge til. 18-årige Anders Grøn er i lære som lastbilmekaniker, mens tvillingerne Lars og Karl går i 8. klasse på Bogense Skole. Så da coronaen pludselig lukkede det meste af samfundet ned, skulle der ske et eller andet.

I hjemmet på Reveldrupgård har brødrene indrettet deres eget opfinderværksted, hvor de kan få mange timer til at gå. Tidligere har de blandt andet omdannet en gammel varmtvandsbeholder til en grill, hvor der kan steges en hel pattegris¨og designet pallemøbler.

- Efter det blev et krav, at man skulle samle sit plastikaffald har vi flere gange oplevet, at vores sække med plastik var blæst langt væk fra vejen. Vi bor jo lige ud til Odensevej, så selv når der ikke er nogen vind, bliver sækkene blæst væk af de mange lastbiler, der kører forbi, fortæller Lars Grøn.

Derfor lagde brødrene hovederne i blød, for at finde en måde at holde sækkene fast indtil renovationsfolkene kunne hente dem.

Først blev der tegnet og regnet inden de for et par uger siden stod med en prototype, som drengene præsenterede for Erik Rasmussen fra Lunde Vognmandsforretning, der står for renovationskørslen i Nordfyns Kommune.

- Han syntes tanken var god, men han havde også nogle ting, der skulle ændres, så chaufførerne ikke kunne komme til skade, når de skulle bukke sig og tage sækkene, fortæller brødrene.

Sådan ser stativet ud i brug. Privatfoto
Annonce

Svejset i stærkt stål

Men med forskellige tilrettelser fik de lavet et produktionsklart stativ, der fungerede efter hensigten. Blandt andet blev en fod skiftet ud med et stykke stål, der kan trædes ned i jorden. På den måde vælter stativet ikke.

- Vi har altid godt kunnet lide at gå og arbejde med forskellige projekter sammen. Vi har bygget det gamle hønsehus om til poolrum og i de her lockdown-uger har vi også lagt klinkegulv i entreen, fortæller Karl Grøn.

- Vi elsker at se Løvens hule på tv, hvor folk kommer ind og præsenterer deres ideer. Det at få den rigtige idé, som man kan leve af, siger Lars Grøn.

Indtil videre har brødrene lavet svejseskabeloner og sat stativet i serieproduktion og selvom det måske ikke bliver plastikstativet der bringer dem investeringer fra Christian Stadil eller Jesper Buch, så håber de det kan indbringe lidt lommepenge.

Brødrene kalder stativet "Kristian JTP", fordi både Anders, Karl og Lars også hedder Kristian.

- Vi har altid kunnet arbejde godt sammen uden at komme op og diskutere. Vi supplerer hinanden med hver vores spidskompetencer, fortæller Lars Grøn.

Stativerne er svejset af tentorstål, der kan holde til lidt af hvert og de er sprøjtemalet med speciel jernmaling i brødrenes egen sprøjtekabine, så de ikke ruster.

I stedet for en bred fod er der på den endelige version monteret et vinkeljern, så man kan træde stativet fast i jorden. Når plastaffaldet er hentet kan stativet let trækkes op igen og fylder ikke mere end en paraply at have stående.

Annonce

Tænker grønt

Det er ikke helt tilfældigt, at brødrenes første forretningsprojekt handler om at tænke grønt og samle affald, for det har de altid gået meget op i. De har haft nogle faste ruter i lokalområdet, hvor de har gået og samlet affald i vejkanterne.

Indtil videre er der købt stål hjem til de første hundrede stativer og de første er allerede solgt via et opslag på Facebook. Her kan man søge på Kristian JTP og se stativet i brug.

- Vi har også fået en firmatelefon der er åben fra klokken 16 til 20, så vi ikke bliver forstyrret i skoletiden, fortæller Lars Grøn.

Et stativ koster 175 kroner og drengene tager kun 20 kroner for at levere.

Brødrene råder blandt andet også over deres egen sprøjtekabine, hvor stativerne bliver lakeret sorte. Foto: Thomas Gregersen
Tvillingerne Karl (tv) og Lars regner med, at deres storebror Anders skal tage sig mere af forretningen efter sommerferien, hvor de begge skal på efterskole. Foto: Thomas Gregersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce