Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Da kræften ramte, sank Anettes verden i grus

Christina Lund (th.) har kendt Anette Holm (tv.) i tredive år og fulgt begge hendes kræftforløb. Foto: Dorthe Wolff
Christina Lund gør, hvad hun kan for at støtte sin veninde, Anette Holm, der hele to gange har været ramt af kræft. Selv har hun også et barnebarn på fem, der er ramt af leukæmi.
Annonce

Bogense: At være venner i tykt og tyndt er måske lidt af en floskel, men ikke desto mindre er det en meget passende beskrivelse for veninderne Anette Holm og Christina Lund. De lærte hinanden at kende for omkring tredive år siden, da de begge boede i Korup, hvor deres mænd spillede fodbold sammen. I weekenden mødtes deres familier på en løbebane i Bogense for at støtte op om Kræftens Bekæmpelse i løbet Stafet for Livet. Christina Lund tog derfor tidligere på året initiativ til at danne holdet ”Skaldepanderne”, fordi både Anette og Christinas femårige barnebarn er ramt af kræft.

- Når kræften kommer så tæt på, så er stafetløbet en god sag at samles om for at føle, at man gør noget. Den sygdom er en forfærdelig situation at stå i, lød det fredag eftermiddag fra Christina Lund, der tilbragte dagen inden løbsstart sammen med barnebarnet på Rigshospitalet.

Anette Holm gik sammen med 10 andre fightere - nuværende eller tidligere kræftramte - den indledende æresrunde, og her kunne Anette Holm trykke på tælleren for første gang. Foto: Dorthe Wolff
Annonce

Vil gøre alt

Anette Holm fik diagnosticeret brystkræft kort før jul sidste år. En besked, der knuste Christina Lund.

- Anette blev jo også ramt af lymfekræft i brysterne for 28 år siden, så det var et chok, at hun skulle rammes igen i december. Der synker ens verden i grus, og jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælpe hende. Jeg har forsøgt at støtte og være der så meget som muligt, men hun er fantastisk sej, og ordet fighter dækker nok bedre end noget andet, hvad Anette er.

Annonce

Brystbetændelse var en kræftknude

Det var nemlig allerede, da Anette Holm var nybagt mor til sit andet barn, at hun første gang blev ramt af kræften.

- Jeg var til otte ugers undersøgelse med min lille pige, hvor jeg sagde til lægen, at jeg troede, at jeg havde brystbetændelse. Men det viste sig så senere at være en kræftknude i stedet.

Anette Holm blev derfor startet op i kemobehandling, da hendes pige var tre-fire måneder gammel. Og forløbet var hårdt.

- Det var ganske forfærdeligt at få stillet diagnosen. Dengang var der jo heller ikke så meget åbenhed omkring kræft, og når man hører ordet kræft, så tænker man jo også død. Så tanken om måske at skulle forlade sine børn uden at de har lært deres mor at kende, den var hård.

Nislevgård efterskole mødte talstærkt op med omkring 85 deltagende elever. Foto: Dorthe Wolff
Annonce

Fik fjernet begge bryster

Heldigvis fik Anette Holm god psykologhjælp gennem Kræftens Bekæmpelse, og til alt held virkede kræftbehandlingen. Derfor har hun i de mellemværende år kunnet leve et normalt liv, indtil hun igen i december sidste år fik konstateret brystkræft i begge bryster efter en standard mammografiundersøgelse. Allerede måneden efter fik Anette Holm fjernet begge bryster.

- Rent fysisk var det jo nemt at få gjort, men psykisk er det svært, fordi det går så stærkt, fra du får at vide, at det er det, der skal ske, og så til det rent faktisk sker. Jeg tror ikke rigtigt, at du forholder dig til, hvad det er, der rent faktisk skal ske. Altså der er man mere fokuseret på sygdommen, end du er på resultatet, der bliver, når du vågner op igen.

Efter operationen er Anette Holm meget bevidst om, hvordan hun ser ud efter operationen. Hver dag når hun står op.

- Det er bøvlet, fordi man skal vænne sig til, at man ser anderledes ud. Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad man går i af tøj for ikke at blotte proteserne, og det begrænser, hvad man kan vælge imellem af tøj. Jeg synes faktisk, at udvalget af bh’er og sådan noget er til grin, når man tænker på, hvor mange kvinder der bliver ramt af brystkræft og har brug for den slags.

Futte Fynbo kom forbi og satte "fut i løjerne" inden løbsstart. Foto: Dorthe Wolff
Annonce

Rørt af støtten

Mere end 350 deltagere fordelt på otte hold tog lørdag ved middagstid hul på et døgn med ”gang” i. Forude lå nemlig mange dags- og nattetimer på gåben eller i løb rundt på løbebanen ved Bogense Hallerne. Stafet for Livet varer knap 24 timer for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper med sygdommen hele døgnet. Og for flere af deltagerne var det da også med følelserne uden på træningstøjet, at løbet blev skudt i gang. Heriblandt for Anette Holm.

- Jeg er lidt berørt i dag, både fordi jeg har en fætter, der skal begraves, fordi han døde af kræft den anden dag. Og så fordi Christina gør sådan noget her for at vise sin støtte.

Deltagerne i Stafet for Livet havde søndag indsamlet mere end 120.000 kroner, og derudover kommer overskud fra salg af mad og drikkevarer på løbspladsen i weekenden. Og det er faktisk mere, end løbet plejer at samle ind, hvis man sammenligner med antallet af deltagere, fortæller Bente Domino, formand for Stafet for Livet Nordfyn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce