Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Dagbog fra en bagklog i en afkrog

Rolig nu! Selvom jeg ser lidt hævet ud, så er det ikke mig, der har spist dit gær. Selfie: Thomas Gregersen
Annonce

Nu er det ikke fordi, jeg på nogen måde tager let på myndighedernes tiltag mod den onde virus, der som en motoriseret pest på ingen tid har invaderet verden fra Kina til Krogsbølle. Vi skal sgu passe godt på hinanden og ikke lave grin med den slags. Jeg kunne aldrig finde på at sætte andres liv på spil, men efter en uges isolation som aleneforælder til to teenagere er der bare tidspunkter, hvor man kan tage sig selv i at sidde og glo længselsfuldt ud på en stort set øde gade.

Det gør jeg, mens jeg sidder og overvejer, om ikke jeg skulle løbe ud og snave den første rødøjede, snotnæsede og febervarme person jeg møder. Uanset om det er postbuddet, skraldemanden eller en uforvarende hundelufter. Bare få det overstået. Åbne alle sluser og invitere de små energiske molekyler til at kopulere i mine øvre luftveje. Det er den slags tanker der opstår, når man her på næsten 14. dagen er isoleret med to utilregnelige teenage-hormonbomber på 140 kvadratmeter - uden gær.

Ikke fordi jeg ved, hvad fa'en jeg skulle med en masse gær, men tænker at det muligvis er en af bivirkningerne for de smittede, at de i en febervild massepsykose ser sig selv i et afsnit af den store bagedyst, mens Tim Vladimir tæller ned: Du har fem minutter tilbage!

Dag for dag kommer følelserne mere og mere i kog her i huset. Når vi prøver et ellers forholdsvis fredeligt spil Ludo eller Uno får den mindste kommentar inventaret til at flyve gennem luften og en dør til at smække i enten den ene eller anden ende af huset.

Når jeg siger 140 kvadratmeter, så er det lidt overdrevet, fordi så er både badeværelset, køkkenet, bryggerset og mit pulterkammer/hjemmekontor regnet med.

Altså alle de steder, hvor man enten sætter sit bestik ud, tømmer opvaskemaskinen, sætter sit tøj over, laver mad eller opretholder en bare tilnærmelsesvis personlig hygiejne. Her har jeg pladsen fuldstændig for mig selv.

- Jamen, vi skal jo ingen steder hen, og der kommer ikke nogen gæster ...! De to unge mennesker er uenige om alt - bortset fra, at jeg er træls med alle mine krav om afspritninger og løbende rengøring af køkken og bad og dørhåndtag.

Selv er jeg så gennemvædet af håndsprit fra den skaldede isse til mine lune hjemmestrømper, at den mindste brug af åben ild risikerer at jævne huset med jorden.

Men i modsætning til mit afkom, så kan jeg også genkende mig selv i flere af risikogrupperne, hvor jeg nærmest kan krydse en perfekt 13'er af på sundhedsstyrelsens liste.

Over 50, hjerteproblemer, overvægt, diabetes ... Bare jeg sniger mig ned for at tømme postkassen ved vejen, forestiller jeg mig, hvordan de der coronavirusser har fundet deres drømmeoffer på Tinder, og milliarder af dem lige nu med fråde om munden swiper til højre for at kontakte mig.

Fra det øjeblik, Søren Brostrøms navn første gang dukkede op i min bevidsthed som direktøren for det hele - og han indtog min tv-skærm med sin mest alvorlige mine sidste onsdag, har verden ikke været den samme. Jeg sad og arbejdede ved spisebordet med pressemødet kørende i baggrunden, da min søn pludselig sprang over ryglænet på sofaen og dansede fortnite-dans midt på gulvet, mens han gjaldede: skolerne er lukket, skolerne er lukket ...

Euforien og dansetrinnene ebbede faktisk først rigtigt ud en uge senere, da han fandt ud af, at hans konfirmation er udskudt til slutningen af august, og selv i min mest naive og lalleglade stund kan jeg slet ikke forestille mig, at der bliver den mindste skolegang inden sommerferien.

Med faren for at udløse borgerkrigslignende tilstande i vores beskedne, lufttætte parcelhusbunker har jeg nu udstedt et dekret mod brætspil. Netflix er gået ned i billedkvalitet, fibernettet har klumper, hunden er kulret af løbetid, Facebook er fyldt med selvfede typer, der udskammer hamstrere og fremhæver deres eget samfundssind ved med martyrminer at tage selfies foran tomme gærhylder ... og jeg kan ikke komme ud på arbejde, før virussen måske er væk om et halvt år.

Så hvis der er den mindste chance for, at du kan være smittet, får du her en ekstra grund til at holde dig hjemme hos dig selv! Du risikerer, at jeg kommer løbende efter dig med trutmund og snaver dig i jorden for at komme videre med mit liv.

Euforien og dansetrinnene ebbede faktisk først rigtigt ud en uge senere, da han fandt ud af, at hans konfirmation er udskudt til slutningen af august og selv i min mest naive og lalleglade stund kan jeg slet ikke forestille mig, at der bliver den mindste skolegang inden sommerferien.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce