Otterup: Hvis du vil slippe for besværet med selv at køre det brugte juletræ på genbrugspladsen, når nålene begynder at falde, og stuen skal pyntes op til nytår, så kan du for 25 kroner få træet afhentet på din adresse.
Det gælder dog kun, hvis du bor i postnummer 5450 Otterup. For det er Otterup Håndboldklubs Venner, der tilbyder sig som juletræs-afhentere.
I et corona-år, hvor OHK's Venners tre store, pengeindbringende arrangementer har måttet aflyses, må der andre ideer på banen for at skaffe penge til klubbens børne- og ungdomsafdeling.
OHK's Venner mangler mellem 370.000 og 400.000 kroner, der plejer at komme ind på påskemarkedet skærtorsdag, det store kræmmermarked om sommeren og julefrokosten i hallen. Og da der heller ikke er det store håb om, at det vil være muligt at samle mange hundrede mennesker til loppemarked i hallen skærtorsdag den 1. april næste år, er der brug for nytænkning.
- Vi har sikret denne sæson, så det er for at skaffe penge til næste år, fortæller formand for OHK's Venner Danni Kastberg, der har et ekstra stort juleønske om mere normale tilstande i 2021. For da har venne-foreningen 40 års jubilæum, og det skal meget gerne fejres.
Danni Kastberg, formand for Otterup Håndboldlubs VennerVi har sikret denne sæson, så det er for at skaffe penge til næste år.
Hvis du bor i 5450 Otterup og vil have afhentet det udtjente juletræ den 29. december, kan du sende en mail til venner@ohk.dk eller ringe til Danni Kastberg på 51733480.
Betalingen kan enten klares via mobilepay - eller ved at hænge pengene på træet. Og Danni Kastberg lover, at han sagtens kan skaffe hjælpere nok til at afhente alle træer.