Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Disciplineret publikum: Krebs-koncert uden fællessang

Poul Krebs tog hul på sin akustiske kirketurné med to koncerter i Bogense Kirke. Med sig på turnéen har han bassisten og sangeren Troels Skjærbæk (th), pianisten Palle Hjorth og Rasmus Valldorf Jensen på trommer. Foto: Betty Rasmussen
Med alle corona-regler overholdt tog Poul Krebs og tre bandmedlemmer hul på en landsdækkende akustisk kirketurné med to koncerter i Bogense Kirke.
Annonce

Bogense: Hvad kan være mere passede end at åbne en kirkekoncert med en sang om dæmoner og engle?

Så det gjorde Poul Krebs, da han mandag sammen med bassisten og sangeren Troels Skjærbæk, pianisten Palle Hjorth og Rasmus Valldorf Jensen på trommer tog hul på en landsdækkende akustisk kirketurné med to koncerter i Bogense Kirke.

En på alle måder usædvanlig Krebs-koncert. På grund af de seneste corona-stramninger var koncerten i Bogense, der hurtigt fik udsolgt af de 250 billetter, delt i to, så publikum kunne sidde med den foreskrevne afstand.

Og så er det uden tvivl første gang, Poul Krebs har prøvet at synge ørehængeren over dem alle "Sådan nogen som os" uden hjælp for publikum. Men i denne tid er det ikke tilladt for publikum at synge i kirken.

Annonce

Gammelt og nyt

- I må kun synge med, hvis I tager mundbind på og stikker hovedet ned mellem benene, formanede troubadouren.

Og den udfordring var der trods alt ingen, der tog op, så det blev til en stille vuggen frem og tilbage på kirkebænkene.

Naturligt nok var det de mere stille sange fra det omfattende katalog, Krebs og Co. diverterede med i en blanding af gamle og nye sange, der passede til det stemningsfulde rum, og til den tid, vi lever i lige nu. Som for eksempel sangen "Sommer i april", som Poul Krebs skrev, efter at han havde siddet en tid og stirret ind i væggen som reaktion på, at bandets store 25 års jubilæums turné i forår og sommer blev aflyst.

Som med åbningen sluttede koncerten også med et apropos til kirkerummet, sangen "Brudebuketten", der blev sunget a capella, naturligvis med Krebs stående i front, men smukt bakket op af Skjærbæk og Hjorth.

- Tak for god ro og orden, afsluttede Poul Krebs bandets første kirkekoncert, hvorefter publikum igen iførte sig mundbindet og gik hjem til aftensmaden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce