Otterup: 28 kvinder og mænd er klar til at trække i en gul jakke og bruge nogle aftentimer på gaden i Otterup for at gøre det mere sikkert for børn og unge at færdes ude, når mørket sænker sig over byen, og de fleste holder sig indendørs.
Det er status, efter at en initiativgruppe har afviklet to informationsmøder for at høre, om der er stemning for at oprette et korps af Natteravne i Otterup.
Og til det spørgsmål er svaret altså et rungende JA.
- Vi er helt overvældede over opbakningen, siger en af initiativtagere Klaus Madsen, der efter de to møder altså står med 28 navne på kommende Natteravne.
Natteravnene er frivillige voksne, der tre sammen går rundt i byen oftest i aften- og nattetimerne og ved deres synlige tilstedeværelse gør det mere trygt for unge at færdes på gaden.
Natteravnene er frivillige voksne, der tre sammen går rundt i byen oftest i aften- og nattetimerne og ved deres synlige tilstedeværelse gør det mere trygt for unge at færdes på gaden.
På tur med Odense-ravne
Nu skal de 28 Otterup-natteravne så lære de regler, der gælder, når de går rundt i den gule jakke, der signalerer, at de er en del af Natteravnene.
Oplæringen kommer til at foregå i samarbejde med Natteravnene i Odense, så en af de nye fra Otterup går en aften sammen med to fra Odense, og det kommer sandsynligvis til at foregå i Odense.
Hvornår Natteravnene kommer på gaden i Otterup, og hvilke tidspnkter de kommer til at gå, er endnu ikke lagt fast.
- Men jeg håber, vi kan komme i gang i begyndelsen af det nye år, siger Klaus Madsen.
Næste skridt i processen er, at de 28, der har tilmeldt sig, mødes i Kuplen på Otterup Bibliotek mandag den 7. december, og hvis der er flere, der er interesseret, er man velkommen til at møde op, forsikrer Klaus Madsen.
Otterups Natteravne får base i Aktivitetshuset i Søndergade.