Annonce
Ugeavisen Nordfyn

I første parket til verdenshistorien

Ugens klummeskribent Birgit Folden. 
Annonce

Forestil jer en mørk dag i januar 1968. Der er 34 graders kulde, blæst og sne. Det er søndag den 21. januar. Jeg går i vort lille, grønne træhus og rydder op efter en selskabelighed aftenen i forvejen. Huset er det eneste med et lille væksthus i byen, og ligger næsten i læ af det kegleformede høje Dundas Fjeld. Fra mine vinduer er der udsigt til fjorden og kæmpe isbjerge, og til Melville Bugten.

Dorthe på syv måneder sover i sin seng.

Vi er i Dundas, Nordgrønland, 900 km fra Nordpolen, det udsted, hvor Knud Rasmussen og Peter Freuchen kom til i 1905, og hvor de mange Thule ekspeditioner senere udgik fra.

Fjorten km. i luftlinje fra Dundas ligger Thule Air Base. Her bor 3.000 mænd og fire amerikanske sygeplejersker.

Der er en lang vej over bjergene. I vintertiden er der anlagt en isvej over Melville bugten, hvor turen tager ca. 10 minutter. I Dundas bor vi 14 familier, der tilsammen har 25 børn. Alle mændene er tilknyttet radiostationen, elværket og skolen.

Pludselig lyder der et højt brag. I reolen falder bøgerne på gulvet, og i skabene ryster porcelæn og glas. Huset dirrer, jorden ryster.

Jeg tænker forskrækket, at det er elværket, nabohuset, der er sprunget i luften, men nej det står fredeligt og solidt.

Et kig udi mørket viser et kæmpebål et stykke ude på Melville bugt. Et fly er styrtet i havet ca. 12 kilometer ude.

I radioen fortæller de, at et amerikansk fly er styrtet ned, og besætningen på syv personer er sprunget ud over området. Alle opfordres til at køre ud og lyse med billygterne for at lede dem på vej og i sikkerhed på basen.

På nuværende tidspunkt ved vi ikke, at det er det amerikanske bombefly B52’eren, som flere gange i døgnet fløj over området lastet med fire brintbomber, der er styrtet ned.

Men snart får vi besked i Dundas via radiostationen, at kvinder og børn skal rejse hjem til Danmark. Vi ved ikke rigtig hvorfor, og tænker øv endelig sker der noget, og så skal vi hjem! Kort efter kommer der en ny besked. Vi skal alligevel ikke hjem.

I løbet af næste dag finder seks besætningsmedlemmer vej til basen. Flere har forfrysninger efter en streng nat i kulden. Den 7. findes død efter nogle dage.

Nu er vi midt i verdenshistorien.

Broken Arrow er det amerikanske kodeord for et flystyrt med atomvåben ombord, og i løbet af de næste dage lander det ene fly efter det andet på basen, ligesom journalister fra hele verden indfinder sig.

Jens Zinglersen, der er Kongelige Grønlandske Handels mand på området, og som den eneste har et hundespand, spænder for slæden, og kører ud til nedfaldsstedet for at advare eskimoerne mod at nærme sig ulykkesstedet. I første omgang mener amerikanerne ikke, at sådan en pelsklædt mand med en hundeslæde kan have været på stedet - men da en geigertæller slår kraftigt ud, overbevises de.

Stor aktivitet på isen

Der iværksættes i løbet af få dage et stort oprydningsarbejde på isen. Danske arbejdere sendes ud på isen sammen med amerikanske specialister, og med store entreprenørmaskiner fjernes vragdele, og den forurenede sne skrabes væk fra isen.

Den bliver opbevaret i kæmpestore beholdere, og når isbryderen den 4. juli bryder isen skal den sendes hjem til USA.

Efterhånden bliver man klar over, at tre af brintbomberne er sprængt af deres konventionelle sprængstof, mens en fjerde stadig befinder sig i en del af vraget på bunden af Melville Bugt.

Så kan man spørge, hvorfor kom kvinder og børn ikke hjem til Danmark? Jo, der var såmænd folketingsvalg i Danmark dagen efter, og den siddende socialdemokratiske regering med Jens Otto Krag i spidsen, fandt det var et uheldigt tidspunkt, at folk fra området skulle lande i København.

Det var sådan, at Grønland og Danmark var atomfrit område, og derfor ikke måtte overflyves med A-våben.

H.C. Hansen havde dog givet amerikanerne en underskrift på, at han ville lade det passere grundet den kolde krig, som på det tidspunkt i tresserne var tæt på at blive meget varm.

Set i bakspejlet forklarelsens lys, skulle vi havde pakket vore ”sydfrugter” og vore børn og taget det første fly til Danmark, det viste sig efterfølgende, at mange af de 25 børn, især drengene blev sterile, og flere piger havde celleforandringer.

I vil måske også huske fra dagspressen, at mange af de Thulearbejdere, der arbejdede ude ved ulykkesstedet blev ramt af sygdom og død.

På et tidspunkt fik vi alle beboere i Dundas og de danske arbejdere på Thule en godtgørelse – ”et holdkæftbolsje”- på kr. 50.000,-.

Jeg husker tydeligt sundhedsminister Arne Melchior, ved et stormøde i Cirkusbygningen i København i midt 90’erne forklare, at plutonium ikke var farligt, man kunne faktisk børste det af, og nu gad de ikke høre mere vrøvl.

Thulearbejdernes forening forsøgte i mange år at få en ordentlig erstatning, men det lykkedes aldrig.

Der er skrevet mange artikler og journalisten Poul Brink, skrev en bog om Thuleulykken. ”Thulesagen – Løgnens univers”. Det blev også til en film ”Idealisten”, der netop handler om Thulearbejdernes kamp for retfærdighed.

Og den fjerde brintbombe ligger stadig dernede på bunden af bugten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Kyndelmisse

Annonce