Ind i naturen: Spurvehøgen - havens lynhurtige dræber

Ind i naturen: Ude på græsplænen ligger en mængde sorte fjer spredt indenfor en meter. Det er tydeligvis resterne af en solsort, som har endt sine dage her. Da vi ikke har kat mere, og den heller ikke efterlader et måltid på den måde, er der næsten kun en anden mulighed – nemlig spurvehøgen.

Vi har jævnligt besøg af den i vores have og ofte kommer den som et lyn omkring et hushjørne og direkte hen mod havens foderbræt, hvor der næsten altid er aktivitet af småfugle. Fuglene forsøger at gemme sig i de nærmeste buske, og hvis de ikke er hurtige nok, er de spurvehøgens næste måltid.

Hvis første forsøg mislykkes, sætter spurvehøgen sig ofte på taget af foderbrættet og spejder rundt i havens buske. Får den øje på noget i en busk, flyver den rundt om busken et par gange, i et forsøg på at skræmme fuglen ud. Hvis fuglen kommer ud, så er dens dage talte. En gang har jeg oplevet en spurvehøg, der kravlede ind i en busk, og kom ud med en skovspurv, som den så fløj væk med i kløerne.

Det kan se forfærdeligt og drabeligt ud, men det er jo naturens orden. Succesraten i sådanne angreb er overraskende lav, kun omkring 5 % af dem lykkes. Efter et mislykket angreb sidder spurvehøgen så og sunder sig lidt, flyver derefter væk, men kommer med usvigelig sikkerhed tilbage et par dage senere, for den har lært, at i vores have fodres der altid for fuglene.

Spurvehøgens latinske navn er Accipiter nisus, og den er sammen med musvågen Danmarks almindeligste rovfugl. Tilbage i 1950-60-erne var bestanden af spurvehøge meget lav, hvilket skyldtes efterstræbelse og en lav ungeproduktion, sandsynligvis fordi spurvehøgen var specielt følsom overfor miljøgiftene DDT og PCB.

Denne tilstand ændredes heldigvis, da alle vores rovfugle blev fredet i 1967, og miljøgiftene blev forbudt i begyndelsen af 1970-erne. Over de seneste 20 år har der været en tilbagegang på 10-15 % i antallet af spurvehøge, men årsagen kendes ikke. Alt i alt betragtes spurvehøgen ikke som truet.

I dag ved man, at spurvehøgen er totalt harmløs i relation til jagtbart vildt, for mere end 90 % af dens føde består af småfugle. De fugle, den fanger, kan være skovspurv, solsort, bogfinke, mejser og ret sjældent mus, fasankyllinger eller duer. Og det er altså ikke spurvehøgen, der tømmer havens reder, det er nærmere krager, skovskade og husskade.

Spurvehøgen er udbredt over næsten hele landet, men der skal være skov, plantage og hegn, hvor der er rigeligt med tilgængelige småfugle. I nyere tid er den rykket ind i villakvarterer og større byer, f.eks. har man talt 30 ynglepar i København og Frederiksberg Kommuner. Den er i dag mere almindelig i vores byer end tårnfalken.

Det er ikke ualmindeligt i dyreverdenen, at der er forskel på kønnenes størrelse, men i fugleverdenen kommer spurvehøgen ind på en absolut førsteplads med hunnen, der er ca. dobbelt så stor som hannen. I yngletiden kan det endda være mere end det dobbelte.

Spurvehøge bliver ikke specielt gamle, sammenlignet med andre rovfugle, og 60-70 % ungfugle dør indenfor det første leveår. I Danmark regner man med en alder på op til 15 år, men der er dog fundet et enkelt ringmærket eksemplar, der blev 20 år.