Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Julegave til håndboldklub: Brugte juletræer gav 6150 kroner

Nogle steder er det spejdere, der henter brugte juletræer. I Otterup var det OHK's Venner, der havde fået ideen, der viste sig at blive godt modtaget med både kontanter og positive kommentarer. Pressefoto

Otterup: Det viste sig at være en fremragende idé, da Otterup Håndboldklubs Venner tilbød at hente brugte juletræer i Otterup-området den 29. december.

6150 kroner direkte til klubbens arbejde med børn og unge gav det, at otte frivillige i fire biler kørte rundt og hentede cirka 140 godt brugte juletræer.

En hurtig hovedregning viser, at de to tal ikke hænger sammen, når prisen for at få hentet træet var 25 kroner.

Annonce

Men det gør de så alligevel, for mange betalte helt frivilligt langt mere for afhentningen. Typisk 50-100 kroner, og en enkelt lagde endda 500 kroner for afhentning - og støtte til det gode initiativ.

- Ud fra tidsforbruget er det de lettest tjente penge, jeg  har været med til at skaffe til klubben, siger formand for OHK's Venner, Danni Kastberg, der kalder det indsamlede beløb fremragende og over forventning.

Initiativet med at tjene penge ved at hente brugte juletræer blev til for at kompensere lidt for de mellem 370.000 og 400.000 kroner, som OHK's Venner mangler fra et år, hvor det ikke har været muligt at holde hverken påskemarked, sommer-kræmmermarked eller julefrokost.

Og corona eller ej er Danni Kastberg ikke i tvivl om, at han og andre frivillige også vil hente juletræer efter julen 2021 og give pengene til håndboldklubbens børne- og ungdomsafdeling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce