Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Kør bare videre. Hunden er ikke kommet til skade

Annonce

Som faste læsere af denne klumme, måske har på fornemmelsen, så er jeg ret ambivalent omkring det at være hundeejer. Det er lidt ligesom at være forelsket i sin tandlæge og hver morgen vågne op til snurrende bor og rodbehandlinger.

På den ene side elsker man jo krapylet, men alligevel finder man pludselig sig selv i den situation, at man sidder og forsøger at pakke den ind som raflegave til aftenens julefrokost.

Man savner den, når den er ude og blive passet, men man savner ikke det tæppe af hundehår, der flere gange om dagen kalder på en støvsuger.

Forleden stod jeg cirka 20 minutter i støvregn på Marinavej i Bogense, efter vi havde gået tur på Havfruestien.

Med samme fuldstændigt naturlige mine som Indiens hellige køer, lagde det lavbenede pelsdyr sig på tværs af kørebanen, så fire biler måtte køre uden om.

Hun havde fået fat i, at vi var meget tæt på at være tilbage ved bilen og så er det en helt normal bassethunde-plan at forlænge oplevelsen, ved at lægge sig.

I samtlige 20 minutter lokkede jeg med søde ord, på grædende knæ og med fantasi-godbidder. Jeg havde ikke nogen rigtige godbidder med. Det er jeg holdt op med, efter jeg forleden stødte på en lille rød figur i min jakkelomme og tænkte: Uhm, slik.

Det var tørret kyllingehjerte - og jeg kan stadig nogle gange fornemme smagen.

Men, der på den regnvåde asfalt en onsdag eftermiddag er der ikke noget at gøre. Hver gang jeg prøver at hanke op i kreaturet, ruller Eleanor rundt på ryggen og takker for opmærksomheden med en begejstret logren.

Ikke alene vejer hun nu godt 25 kilo, men når hun ligger på ryggen, kan man ikke på nogen måde få et fornuftigt greb på den lange slatne krop.

Jeg må slå undskyldende ud med armene, mens bil efter bil passerer os langsomt i den modsatte vognbane. Jeg frygter, der skal danne sig en regulær kiggekø, der kan sidde derinde i bilerne i tørvejr, for at filme hvis jeg skulle finde på at mishandle monsteret.

Regnen driver ned og vasker de arrige tårer af min kind. Jeg smiler lidt stramt - og heldigvis kan dem i bilerne ikke høre, at jeg skærer heftigt tænder imens. Det er ti minutter - og otte sms'er - siden, jeg havde en aftale om at hente min datter i motionscentret. Så det ender med, at jeg ganske langsomt må trække hunden over vejen i sin sele, mens den ligger på ryggen.

Heldigvis har vi lært værdien af at bruge en hundesele, for de her scener kan udspille sig hvor som helst. Manøvren var ikke gået i et halsbånd, tænker jeg, mens jeg næsten hysterisk nynne-mumler den gamle julesang: når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Efter at være blevet trukket fem meter på ryggen, erkender Eleanor at det ikke er sådan, det er at være slædehund. Så hun rejser sig og går meget modvilligt med mod bilen. Cirka ti meter længere henne, møder vi en mand med en golden retriever, som er på vej i modsat retning.

Så lægger hun sig igen. Denne gang kun i fem minutter, for som et tegn fra himlen kommer der et par med en border collie, der skal i den rigtige retning.

Så bruger vi dem som lokomotiv, indtil de drejer af kort før målet.

Denne gang er jeg dog forberedt og klar over, at der skal reageres hurtigt. Så inden køteren får smidt sig for tredje gang får jeg en arm ind under maven på hende og løfter hende de sidste 30 meter hen til bilen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce