Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Kagekamp: Drenge kæmper for den bedste brunner

Laurits Olsen ælter, mens Miklas Heibøll tilføjer mere mel. August Trier og Oliver Bertelsen skal gøre klar til fyldet. Foto: Thomas Gregersen
På Sletten Skole afdeling Otterup er 8. klasserne kastet ud i en udfordring af de helt vigtige. Spørgsmålet er hvem, der kan bage den bedste brunsviger.
Annonce

Otterup: Skal der kagecreme i sukkeret eller kærnemælk i dejen? Det er nogle af de spørgsmål som flere hold elever på Sletten Skole afdeling Otterup i øjeblikket går og grubler over. De har nemlig fået tre forskellige opskrifter på fynsk pizza - brunsviger - eller bare brunner. Kært barn har mange navne og de må improvisere og sætte sammen på kryds og tværs fra de tre forskellige opskrifter.

Madkundskabslærer Mettemarie Bjerregaard hjælper med lidt gode råd, men drengene har kastet sig over det nye eksamensfag med stor entusiasme. Foto: Thomas Gregersen

- Madkundskab er blevet et eksamensfag og derfor ligger der en del teori her i efteråret. Men vi syntes, at eleverne trængte til noget praktisk arbejde i køkkenet, fortæller lærer Mettemarie Bjerregaard.

Det er ikke helt tilfældigt, at det lige er blevet brunsvigeren, der skal dystes om.

- Vi vil gerne arbejde med egnsretter, så eleverne kan tage dem med sig, når de måske havner i København eller Aalborg eller et andet sted for at studere. Så kan de tage noget af deres fynske identitet med sig. Og så har vi jo en dobbelt danmarksmester i brunsviger, der bor lige ved siden af skolen - Joan Ejegod. Hun har sagt ja til at være med til at smage de forskellige kager og være overdommer, siger Mettemarie Bjerregaard.

Der skal bages på forskellige hold i de næste uger og eleverne kan vælge mellem Joan Ejegods egen vinderopskrift fra DM, en opskrift fra Baker Boys eller en gammel traditionel brunsviger.

Dejen er lige ved at være der, mener Laurits Olsen og Miklas Heibøll. Foto: Thomas Gregersen

Det første hold i bagedysten består udelukkende af drenge - og det er især drengene der har fået smag på madkundskab.

- Det er gratis mad. Jeg kan godt lide at lave mad og så tænker jeg, at det er et eksamensfag der er forholdsvis let bestået, griner Miklas Heibøll.

Flere af drengene har da også fået faste maddage derhjemme, hvor de kan øve sig.

- Men vi kan godt mærke, vi skal tage det lidt mere seriøst end sidste år. Der lavede vi kun mad, men nu er der meget teori, synes Laurits Olsen.

Alle holdene skal bage til 25 personer, så både Joan Ejegod og klassekammeraterne kan være med til at bedømme resultatet.

Når alle grupper om nogle uger har fået bedømt deres brunsvigere, bliver der holdt en lille festlighed på skolen, hvor Joan Ejegod står for kåring af vinderen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Modeshow med god afstand

Ugeavisen Nordfyn

Månedens buket: Aase skaber glæde med gymnastik

Annonce