Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Kirkefestival: Historien om Jesus fortalt i børnehøjde

Den højgravide Maria leder fortvivlet efter et sted at føde sit barn. Men der er ikke plads i herberget. Foto: Betty Rasmussen
Musikperformer Tine Skau åbnede Hårslev Kirkes Festival med to forestillinger om Jesus' liv og død fortalt for lokalområdets mindste børn.
Annonce

Hårslev: Lige meget om det er prædikestolen eller kirkebænkene, den højgravide Maria banker på, og lige meget hvor højt hun jamrer, så er der ikke plads til hende i herberget, og derfor bliver Jesusbarnet født i stalden og lagt i en krybbe.

Og således kommer historien om Jesus dramatisk i gang. Fortalt i børnehøjde af musikperformer med mere Tine Skau, der fredag åbnede Hårslev Kirkes Festival, der fortsatte til søndag.

Tine Skau opførte først sin forestilling "Jesus" for områdets børnehave- og dagplejebørn og et par timer senere for børn fra 0.-2. klasse på skolen i Hårslev og Bogense Skole afdeling Kongslund.

Med en historiefortæller, musik og enkle rekvisitter førte Tine Skau børnene gennem Jesus' liv fra fødslen, over den mega-nysgerrige 12-årige drengs første besøg i Jerusalem, til den voksne Jesus, der fandt sine disciple, tryllede vin om til vand, mættede 5000 sultne sjæle med mad fra to fisk og fem brød og helbredte de syge. Og helt frem til døden på korset og genopstandelsen.

Og børnene lyttede opmærksomt, så på det lille Jesusbarn i svøbet og den voksne Jesus med skæg. Og indimellem kiggede de lidt væk fra Tine Skau og op på den korsfæstede Jesus, der hænger på væggen i Hårslev Kirke.

Kirkefestivalen åbnede officielt fredag eftermiddag med velkomsttale ved skoleleder på Særslev-Hårslev Skolen Sara Johansen, og derefter var der tre koncerter frem til midt på aftenen med "Rock, håb og kærlighed" som udgangsbøn.

Lørdagen bød på to koncerter, og søndag satte en festivalgudstjeneste punktum for dette års kirke- og musikfestival.

Børnene følger opmærksomt med i fortællingen om Jesus' liv. For den bliver fortalt i børnehøjde. Foto: Betty Rasmussen
Maria og Josef tager den 12-årige Jesus med til Jerusalem, hvor han bliver væk i mylderet. Men Maria finder ham igen i templet. Foto: Betty Rasmussen
Jesus rider ind i Jerusalem og bliver hyldet som jødernes længe ventede konge. Foto: Betty Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce