Nørre Højrup: Måske er det for meget at kalde Nørre Højrup for en tidslomme, men hvis man alligevel gør det, så kan man samtidig fremhæve, hvordan det oprindelige landsbymiljø på Kirkevej er bevaret stort set uændret gennem årtier.
Det er måske også for meget at kalde Nørre Højrup for Nordfyns Hollywood, men det er netop det velbevarede landsbymiljø, der betyder, at et filmhold fra Nordisk Film sammen med den kendte dansk instruktør Anders Walter er rykket ind i byen.
I Nørre Højrup bliver der i løbet af denne uge optaget scener til den nye dansk storfilm Befrielsen, hvor handlingen udspiller sig omkring de hundredetusindevis af tyske flygtninge, der kom til Danmark i de sidste dage af anden verdenskrig.
I de seneste dage er der blevet malet facadeskilte og skabt liv i vinduerne i byens tidligere brugsforening og hos den bagerbutik, der i sin tid lå på den modsatte side af vejen.
Inden optagelserne vil der også blive spredt grus på vejen for at dække asfaltbelægningen.
Vil ikke bekræfte
Hverken Film Fyn eller Nordisk Film ville fredag bekræfte, at det er filmen "Befrielsen", der er tale om, men det fremgår af et brev, der er sendt ud til naboerne til optagelserne.
Ifølge Nordisk Film selv er det den Oscarvindende danske instruktør Anders Walter, der dermed står bag sin første danske spillefilm.
Han vandt i 2014 en Oscar for kortfilmen Helium, og i 2017 debuterede han med den amerikanske spillefilm I Kill Giants.
Hos Film Fyn, der støtter filmen, vil direktør Klaus Hansen gerne bekræfte, at der er tale om en historisk film, og at der udover de nordfynske scener også blandt andet optages på Ryslinge Højskole i den kommende tid.
I Nørre Højrup er den lille brugsbutik blevet udstyret med håndmalede bogstaver, hvor der står Ryslinge Brugsforening, og det er da også på de midtfynske lokationer, at langt de fleste scener til filmen optages.