Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Klumme - nu med video: En basset, en blotter og bøf stroganoff

Basset hound Eleanor. Foto: Thomas Gregersen

Jeg har fået at vide, at det er vigtigt, jeg får sat ord på det der plager mig. Navnet er Eleanor. Racen er basset hound. Så langt - så godt.

Jeg arbejder stadig på at finde nogle værktøjer til, hvordan man bearbejder at blive vækket fem gange om natten, for at blive slæbt med ud til køleskabet, hvor den lavbenede pelstorpedo logrende forventer at få hjælp til at åbne det. Med samme lettere sindssyge blik i øjnene, som Egon Olsen foran et bugnende Franz Jäger-pengeskab. Eller når hun stiller sig udenfor døren og kradser på den for at komme ind - og så ikke vil ind.

OBS: Videoen kører med dobbelt hastighed, fordi hunden ellers ser ud som om den står stille.

Annonce


Jeg har også brug for at lære at håndtere, at min mad med jævne mellemrum forsvinder fra tallerkenen, når jeg ikke er opmærksom. At toiletrullen jævnligt snor sig hele vejen fra holderen og ind i stuen. At toiletbørsten bliver begravet i haven, at både roser og et lille blommetræ er dræbt og tygget til tandstikker og at mine nye Ecco-sandaler er lavet til savlfyldt konfetti under sofabordet.

Og jeg vil virkelig gerne lære at leve sammen med den der basset. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske har en brist - lidt ligesom de der unge piger, der begynder at skrive forelskede breve til farlige forvaringsdømte psykopater.


Og jeg vil virkelig gerne lære at leve sammen med den der basset. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske har en brist - lidt ligesom de der unge piger, der begynder at skrive forelskede breve til farlige forvaringsdømte psykopater.


Jeg tror, det er de samme ting der er i spil. Nogle gange kan den lille terrorist næsten virke som et helt almindeligt nuttet og hengivent pelsdyr, men uden varsel dukker forfædre-rovdyret fra tundraen op i hende.

For eksempel når jeg forsøger at redde min mad og skubber hende væk. Så lyder der en knurren, der nok kunne skræmme den ondeste hulebjørn på flugt og et fuldt gebis klapper sammen - i luften - tæt ved min hånd.

Hun kunne aldrig finde på at bide nogen, men vi laverestående flokmedlemmer skal af og til mindes om, at engang var det hendes familie, der jagede urokser om natten og hylede mod fuldmånen, mens vi mennesker rykkede tættere sammen omkring bålet og prøvede at holde mørkets ukendte farer på afstand.

Det giver bare nogle andre oplevelser at bo sammen med en basset.

Også for mine børn.

Den lille deforme øreslæbende vandal har fået en vane, der til tider kan være ret belastende. Hun kaster sig mod mine ben og forsøger at rejse sig op ad mig, mens jeg går.

Når jeg går i normalt tempo passer hendes timing med, at hun rammer sin fulde kropsvægt lige ind i mine knæhaser. Når jeg går langsomt, kan hun godt få fat i en baglomme.

Det var det der skete forleden, da jeg havde ladet min store støbejerns-tunge stegegryde stå og simre i fire timer med en - iøvrigt udemærket - bøf stroganoff.

I samme øjeblik, som jeg stolt bærer gryden ind i stuen med et "tadaaa" hopper der 25 kilo basset hound op ad min bagside.

Nu er min krop desværre designet sådan, at mine bukser har et meget begrænset område omkring navlehøjde, hvor de kan holde sig fast. Trækker jeg dem op nord for navlehøjde stumper de ved anklerne, så jeg ligner et fjols.

Kommer livremmen to centimeter syd for navlehøjde, er det tyngdekraften, der tager over.

Så da børnene efter mit triumferende "tadaaa" løfter blikket fra deres telefoner, står jeg med en meget stor gryde. Bukserne nede om hælene og en kold bassetsnude mellem ballerne.

Mens jeg med gryden prøver at dække det mest traumatiserende af synet uden samtidig at brænde følsom hud, skal jeg træffe beslutningen om hvorvidt, jeg skal fortsætte med bittesmå museskridt frem mod bordet eller vende om og returnere til køkkenet med en hund, der på dette tidspunkt har viklet sit ene forben ind i mine underpermissioner.

Det er sådan nogle valg, du kun sjældent står overfor - på en almindelig torsdag - i et hjem uden basset hound.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Vikingebrødre fra Otterup fortæller blodig historie: Velbevarede skeletter trækker tråde til engelsk nedslagtning

Annonce