Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Uddannelsespolitik? - det starter hjemme ved køkkenbordet!

Tessa Lind Gjødesen
Denne uges klumme er af Tessa Lind Gjødesen og handler om noget, de fleste forældre kan nikke genkendende til, når deres børn skal vælge uddannelse.

Vi bliver nødt til at drøfte uddannelsespolitik i øjenhøjde, så det ikke blot er landspolitikere og et par lokalpolitikere, der er i dialog med hinanden.

Det er ikke kun de offentlige uddannelsesvejledere, der rådgiver ungegenerationen.

Det er også os forældre, der rådgiver de unge til valg af ungdomsuddannelse og der er flere af os, der skal have rusket op i vores indsigt og holdninger.

Annonce

Selv er jeg mor til fem børn, hvoraf de fire er blevet presset gennem en gymnasial ungdomsuddannelse og faktisk først ved efternøleren, kan jeg se, at der er et reelt match.

Et match mellem ungdomsuddannelse og den unge, der er optimalt, fordi jeg kan se, at den unge er glad og tydeligvis trives. Det var ikke tilfældet med de andre tre og det er jeg faktisk ikke super stolt af.

Jeg har undervist på universitetet i en årrække og set unge, der godt nok holdt ved med neglene i katederet gennem de første semestre.

Fakta

Tessa Lind Gjødesen er innovationschef på Odense Universitetshospital, hvor hun arbejder med teknologiske løsninger til patienter, pårørende og sundhedspersonale. Arbejdsdagen er fyldt med teknologi enten i form af apps, VR, wearables, kunstig intelligens eller robotter og droner. Privat har hun fem børn, tre katte, en hund og ægtemanden Klaus. Fritiden er fyldt med strik, vandring og romanskrivning.

Måske gennemførte de ikke uddannelsen eller kom ud med et gennemsnit, der vidnede om, at den boglige interesse i faget alligevel ikke var overvældende.

Det kan være, at de havde valgt forkert og det er der heldigvis plads til i vores uddannelsessystem.

Men det kan også være, at de unge valgte faget, fordi der var prestige forbundet med det eller forældrene forventede det.

Det er synd for det unge menneske uanset, om det er på ungdomsuddannelse eller under længerevarende uddannelse på universitetet, hvis ikke evner eller vilje er tilstede for at gennemføre uddannelsen.

Når pjæk, manglende afleveringer og manglende nærvær i undervisningen fylder mest – så er det fordi, at matchet ikke er rigtigt.


Når pjæk, manglende afleveringer og manglende nærvær i undervisningen fylder mest – så er det fordi, at matchet ikke er rigtigt.


Det er et usundt krydspres for den unge, hvor skolens undervisere tydeligvis er trætte af vedkommende og skuffede forældre følger trop.

Lad mig slå fast, at det først og fremmest er synd for de unge, der ikke kommer på den rette uddannelseshylde.

Men det er også en samfundsudfordring, at vi finansierer uddannelser, der hverken gør de unge dygtige eller lykkelige. Og det er i høj grad en udfordring, når de unge med fordel kan bruge deres kræfter på en anden uddannelsesvej.

For hvad er problemet?

Hvorfor er det interessant at have fokus på de unge, der ikke har et godt match til det klassiske gymnasium?

Problemet er, at der er behov for de unge på andre uddannelser, hvor der måske er et bedre match. Der er nemlig ikke tilstrækkelig unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne.

Der er som sådan ikke færre, der søger ind.

Omkring 19% af en generation vælger en erhvervsuddannelse og det har de gjort i flere år.

Men Danmarks behov for erhvervsuddannede unge er større end dem, der søger i dag.

Den nye rapport fra Dansk Metal viser, at hvis tendensen fortsætter, så kommer Danmark i 2030 til at have 50.000 for mange studenter til behovet i samfundet og værre endnu – vi kommer til at mangle næsten 100.000 faglærte.

Det er i hvert fald ikke et godt match!

”Uddannelsessnobberi”, tordnes der flere steder fra.

Det kan sagtes være rigtigt. Dansk Metals undersøgelse viser, at 37% af danskerne mener, at det er den gymnasiale ungdomsuddannelse, der er mest prestige i.

Blot to procent i undersøgelsen nævner erhvervsuddannelserne.

Men personligt ved jeg, at det har også noget at gøre med manglende indsigt i, hvad man egentlig kan med erhvervsuddannelserne.

Personligt er jeg ved at råde bod på min manglende indsigt i erhvervsuddannelsernes muligheder.

Det er helt nødvendigt. For to af de tre børn nægter at tage en videregående uddannelse og hvis jeg skal være værdig til at rådgive dem, så bliver jeg nødt til at forstå, hvad erhvervsuddannelserne kan.

Det er ikke længere nok at basere min rådgivning på egne erfaringer og forventninger. Jeg ville seriøst ønske, at jeg havde haft den selvindsigt, da jeg startede med at præge børneflokken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce