Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Kræftens Bekæmpelse forbereder sig på indsamling

Søndag den 11. april samler Kræftens Bekæmpelse ind i hele landet. Også på Nordfyn, hvor foreningen godt kan bruge flere indsamlere.

Indsamling: Flere danskere får konstateret kræft og flere lever også med eller efter kræft. I 2019 blev der konstateret ikke mindre end 45.453. nye kræfttilfælde i Danmark.

Det er en stigning på 2,7 pct. i forhold til året før. Det skyldes dels, at vi bliver flere mennesker i Danmark, og dels at vi bliver ældre, og kræftrisikoen stiger med alderen.

Overlevelsen for en række kræftsygdomme er blevet forbedret på grund af en massiv indsats på kræftområdet de seneste 20 år med fire ambitiøse kræftplaner, indførelsen af kræftpakker samt bedre og mere skånsomme behandlinger.

- Det er en rigtig god nyhed, at flere mennesker overlever deres kræftsygdom. Men det betyder også, at vi skal være endnu bedre til at tage hånd om patienterne efter kræft og de bivirkninger og senfølger, der kan opstå bagefter, og som mange ikke får tilstrækkelig hjælp til, siger Jytte Simonsen, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling på Nordfyn.

Over halvdelen af alle kræftpatienterne oplever nemlig problemer som smerter, træthed eller depression. Der er derfor stadig brug for mere forskning i, hvordan man kan mindske og afhjælpe senfølger.

Annonce

Velkommen

- Vi skal intensivere forskningen og sikre, at den gode udvikling fortsætter. Derfor vil jeg opfordre alle her i kommunen til at engagere sig i landsindsamlingen. Enten ved at melde sig som indsamler eller ved at have penge klar til den indsamler, som kommer forbi søndag den 11. april, siger Jytte Simonsen fra Kræftens Bekæmpelse på Nordfyn.

Du kan melde dig som indsamler på tlf. 7024 2021 eller på www.indsamling.dk.

Du kan også ringe til: Hanne Andersen – indsamlingleder for Bogense og omegn – tlf. 23304793. Bente Domino – indsamlingsleder for Otterup og omegn - tlf. 28513523 eller Jytte Simonsen – indsamlingsleder for Søndersø og omegn - 30340557.

Overskuddet fra indsamlingen fordeles med 60 procent. til forskning, 19 procent til patientstøtte, 18 procent til forebyggelse og tre procent til administration.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce