Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Krista, Karin og Kirkens Korshær

Krista Staal og Karin Petersen har begge været frivillige i Kirkens Korshær siden den lokale butik åbnede for 20 år siden. Foto: Thomas Gregersen
Kirkens Korshær i Otterup kunne 1. november fejre 20 års jubilæum. Krista Staal og Karin Petersen har været med fra starten.
Annonce

Otterup: Rødklædte nisser i hundredevis har fundet vej til udstillingen hos Kirkens Korshær i Otterup, men julen er ikke den eneste festlige begivenhed der fejres i huset på Ørkebyvej. Her kunne de 40 frivillige første november markere et flot rundt 20 års jubilæum for butikken.

Ved starten i 1999 hed adressen Jernbanegade og to af de første medarbejdere er stadig aktive i butikken.

- Jeg var lige blevet alene, da jeg så en annonce, hvor man søgte frivillige. Så i første omgang søgte jeg herned for, at komme ud og møde nogle nye mennesker, fortæller Krista Staal.

Både Krista Staal og Karin Petersen valgte at lægge deres frivillige arbejdskraft i Kirkens Korshær, fordi overskuddet i butikken går til nogle af Danmarks svageste medborgere.

- Men vi var nok ikke blevet ved i så mange år, hvis det ikke var fordi vi også har det fantastisk sammen socialt allesammen, mener Karin Petersen.

For tyve år siden var det lidt et tabu, hvis man købte tøj og møbler i en genbrugsbutik. Men med den stigende miljøbevidsthed i forbrugernes baghoveder, er det blevet helt naturligt og trendy at gå i genbrug.

- Vi kan sagtens mærke, at i dag er det alle typer mennesker, der kommer her. Både unge og ældre og rige og fattige. Samtidig er vi blevet meget mere synlige, efter vi for fem år siden flyttede ind her ved hovedvejen, mener Karin Petersen.

Jubilæet blev blandt andet markeret med et modeshow med nogle af butikkens nye varer.

Annonce

Mange sommergæster

Den nye adresse ved indgangen til Otterup har også betydet, at mange af sommerhusgæsterne og campisterne lægger vejen forbi efter alt fra læsestof, nips til sommerhuset eller noget tøj.

- Samtidig passer det med, at når folk kører ting på genbrugspladsen længere ned ad vejen, så kommer de ofte her forbi først og spørger, om det er noget vi kan bruge, fortæller Krista Staal.

De frivillige er delt ind i hold, der typisk har vagten i butikken to gange om ugen med faste arbejdstider.

- Vi bliver sådan nogle små kliker, der kender hinanden rigtig godt. Vi tager også på udflugter sammen og holder en årlig julefrokost, fortæller Karin Petersen.

Ligesom Krista Staal har hun tænkt sig, at blive ved med det frivillige arbejde, så længe kroppen vil være med til det.

Ud af de 40 frivillige i genbrugsbutikken er de otte mænd og det er typisk dem, der får æren af de tunge opgaver, når der skal slæbes.

- Vi har jo allesammen nået en alder, hvor der dukker nogle skavanker op, men vi hjælper hinanden så godt vi kan, siger Karin Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce