Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Liv i naturen: Vinderfamilie smagte på naturen ved Dallund

Fra et stort birketræ kan man tappe op til 16 liter saft, forklarer friluftsvejleder Daniel Ginnerup Sørensen, mens vinderfamilien fra Assens og Bogense Strand Camping suger til sig af viden på turen rundt om Dallund Sø. Foto: Betty Rasmussen
Familien Lerche Jørgensen/Davidsen er for andet år fastliggere på Bogense Strand Camping. Sidste år vandt de en konkurrence i Bogense, og søndag blev præmien indløst ved Dallund Sø og Slot sammen med en friluftsvejleder.

Dallund: - Bare vi ikke farer vild.

Men Sofie kan være helt rolig. Med friluftsvejleder Daniel Ginnerup Sørensen som guide på turen rundt om Dallund Sø er der ikke den mindste risiko for at fare vild. Det skulle da lige være at fare vild i det væld af viden og "røverhistorier", som Daniel serverer i gavmilde mængder på turen.

Sofie er yngste skud på stammen i familien bestående af Tina Lerche Jørgensen, Jesper Davidsen og delebørnene Johan på ni år, Vanilla på otte og Sofie på fem, der hver anden uge bor hos Tina og Jesper og hver anden uge er hos den anden forælder.

Annonce

Familien bor egentlig i Assens, men lige nu er adressen Bogense Strand Camping, hvor de for andet år er fastliggere.

Og selv om de også sidste år tog hele campingsæsonen med, nåede de slet ikke alt det, de gerne ville opleve i Bogense og omegn, og derfor rullede de ind med campingvognen igen 27. marts, da 2021-sæsonen begyndte.


Vi vil gerne både kunne tage ned på marinaen og fange krabber eller cykle en tur langs vandet, men det er lige så vigtigt, at der er en god restaurant og en café til en kop kaffe og mulighed for at ligge og dase på stranden.

Tina Lerche Jørgensen


- Bogense har det hele. Vi ville gerne finde et sted, hvor der både er noget for børnene at lave og noget for os, når vi er os selv, forklarer Tina Lerche Jørgensen.

I bålhytte demonstrerer Daniel Ginnerup Sørensen, hvordan man kan få ild uden brug af lighter eller tændstikker. Og bagefter får alle lov at øve sig med strygestål og flintesten. Her er det Vanilla og Sofie, der får lidt røg. Foto: Betty Rasmussen

- Vi vil gerne både kunne tage ned på marinaen og fange krabber eller cykle en tur langs vandet, men det er lige så vigtigt, at der er en god restaurant og en café til en kop kaffe og mulighed for at ligge og dase på stranden.

Begge ønsker har de fået opfyldt med udgangspunkt på Bogense Strand Camping.

Vandt konkurrence

Og de fik ikke nok af Bogense sidste år, blandt andet nåede de ikke en sejltur med Castor, og derfor var de nødt til at komme igen i år.

Men en af de aktiviteter, familien nåede at deltage i sidste år, var "Naturen ind i byen" i Bogense. Et arrangement som Nordfyns Erhverv og Turisme stod for, og som gav mulighed for at svare på en række spørgsmål. Og det gjorde familien Lerche Jørgensen/Davidsen så godt, at de vandt fire timer i selskab med friluftsvejleder Daniel Ginnerup Sørensen.

Præmien blev indløst søndag, da campingfamilien mødtes med friluftsvejlederen i strålende aprilsol på parkeringspladsen ved Dallund Slot.

Smag, opfordrer friluftsvejleder Daniel Ginnerup Sørensen, der har fundet vandmynte ved broen ud til fugletårnet. Tina Lerche Jørgensen, Jesper Davidsen og børnene Sofie, Vanilla og Johan dufter og smager gerne på alt det, som de får udpeget i naturen. Foto: Betty Rasmussen

Før turen begynder, får familien en naturbingo-plade med billeder af planter og dyr, som de kan holde udkig efter. Og vi har ikke gået mange skridt, før et af børnene udpeger et birketræ.

Det giver friluftsvejlederen anledning til at vise, hvordan han ved at prikke en kniv i stammen kan få birkesaft til at pible frem, så børn og voksne kan smage på de søde dråber.

Annonce

Smag på naturen

Smagt bliver der også undervejs på blandt andet martsviol, vandmynte og ramsløg, og - de voksne - får et alternativt råd mod tømmermænd: Tyg på en pilegren. For den indeholder salicylsyre, der findes i mange hovedpinepiller.

Til gengæld skal du ikke lade dig friste til at smage på en anemone, for den er giftig.

På den cirka to kilometer lange tur rundt om søen kigger børn og voksne efter dyrespor og spættehulller og lytter efter, om der er en spætte, der svarer, når Daniel efterligner spættens hakken med en trommesolo på en træstamme.

Sofie følger nysgerrigt med, mens friluftsvejlederen fremtrylller en helt unik blyant. Foto: Betty Rasmussen

Tilbage i bålhytten bag slottet bliver de kolde fingre varmet over bål, som Daniel Ginnerup Sørensen tænder ved hjælp af stål og flintesten, et stykke brændt stof til at fange gløden og kviste og tørre toppe fra gedehamse-planten plukket på den anden ide af søen.

En metode der naturligvis straks fænger hos både børn og voksne, der - med lidt øvelse - lærer, at det ikke er nødvendigt med lighter eller stormtændstikker for at få gang i bålet.

Og når børnene kommer i skole og børnehave igen, kan de også prale af at have en helt speciel blyant, snittet af en pilegren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce