Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Månedens buket: Inges smil og hjælpsomhed kender ingen grænser

Inge Halvorsen (th) fik månedens buket overrakt af Ellen Filipsen fra Bogense. - Hun er altid parat til at hjælpe  ved kassen, men også med at finde en vare, som man selv har overset. Foto: Thomas Gregersen
- Månedens buket skal da gå til Inge Halvorsen i Rema 1000. Hun er hjælpsomheden selv og er altid en positiv oplevelse at handle med, mener Ellen Filipsen fra Bogense.
Annonce

Bogense: - Jeg kender ikke Inge, men jeg har ofte handlet, hvor hun har siddet ved kassen og det er altså en god oplevelse. Dagen bliver lige det bedre, når man får et smil og en snak - og så er der ingen grænser for Inges hjælpsomhed. Uanset om det regner eller sner, eller om solen skinner er hun altid parat til at hjælpe - også med at finde en vare, som man selv har overset. Jeg har aldrig set hende sur eller uvillig, og hun er lige sød og venlig mod alle, siger Ellen Filipsen, der derfor har indstillet sin yndlingskassedame til månedens buket.

- At være kassedame kan sikkert være hårdt indimellem, så du skal vide, at vi er mange, der påskønner dit store og uselviske arbejde, tilføjer den tilfredse kunde.

Inge Halvorsen gik i mange år hjemme og passede sine egne børn. Efter først syv år som ekspedient i Botex og syv år i Rema 1000 går hun nu på efterløn for blandt andet at kunne være der for sine børn og børnebørn. Foto: Thomas Gregersen

For en gangs skyld har snart 63-årige Inge Halvorsen svært ved lige at formulere et svar.

- Jeg er helt overvældet, kommer det dog fra hende efter at have sunket et par gange.

Annonce

Sidste gang

Inge Halvorsen var i en årrække ekspedient hos Botex i Østergade, inden hun for syv år siden kom til Rema 1000.

Hvad Ellen Filipsen ikke var klar over er, at det faktisk er sidste gang hun er blevet betjent af Inge Halvorsen ved kassen.

Første februar har hun nemlig valgt, at gå på efterløn og lige nu er der noget ferie, der skal afvikles.

- Jeg havde aldrig siddet ved kassen på den måde før, så da jeg blev ansat hernede for syv år siden, besluttede jeg mig for, at prøve at gøre en forskel. Dem der kom ind i butikken med nedadvendte mundvige skulle som minimum have løftet dem op i vandret - og gerne komme til at smile lidt, siger hun.

Den indstilling har ikke alene givet kunderne gode oplevelser, men har også givet noget igen.

- Det har da givet så meget den anden vej. Rigeligt. Det har altid været en fornøjelse, at komme på arbejde, siger Inge Halvorsen.

Både Ellen Filipsen og hendes nu afdøde mand har været glade for at handle, når Inge Halvorsen har siddet ved kassen. Foto: Thomas Gregersen

Men tiderne har gjort, at det skulle være nu hun sagde farvel til jobbet. Planen har ligget klar siden i sommer.

Annonce

Den mor og mormor

- Jeg vil rigtigt gerne være den mor og mormor, som min egen mor var. Lige nu sidder jeg derhjemme og holder hjemmeskole med mine børnebørn - og nyder i fulde drag, at jeg kan hjælpe og være noget for dem. Det er den bedste måde, at investere sin tid. Hvis der er kommet noget som helst godt ud af corona, så er det da, at vi er kommet endnu tættere på hinanden, mener Inge Halvorsen.

Hendes mand arbejder som økonomichef i et firma. Han har ikke sat en slutdato på sit arbejdsliv endnu, men Inge er ikke i tvivl om, at hun nok skal få tiden til at gå.

- Jeg har altid været glad for at sy - og min nye interesse er at sy i skind, så det kan jeg fordybe mig i. Og så håber jeg da, at jeg kommer til at møde nogle af de dejlige mennesker jeg har mødt gennem arbejdslivet på mine daglige gåture i Bogense og omegn, siger Inge Halvorsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Kyndelmisse

Annonce