Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Makkerpar står bag det første grundkøb i Fionaparken: - Vi er på ingen måde skræmt

Søren Kildegaard (tv) og Mikael Schibler på deres byggegrund i Fionaparken. Makkerparret glæder sig til at være med til at udvikle Bogense med de otte rækkehuse, de ønsker at opføre. Foto: Emil Hermann
Mikael Schibler og Søren Kildegaard ser frem til at skulle opføre de første boliger i Fionaparken i Bogense. Køberne ønsker at bygge otte rækkehuse af varierende størrelser.
Annonce

Bogense: Nu er der gået hul på den berømte byld. På næsten tre år er der ikke blevet solgt en eneste byggegrund i Fionaparken i Bogense, men nu slutter byggetørken.

Makkerparret Mikael Schibler og Søren Kildegaard har købt en projektgrund på 1946 kvadratmeter og ønsker at opføre otte rækkehuse af varierende størrelser fra 79 til 96 kvadratmeter. Hver boligenhed får en mindre have, og der udføres desuden et fælles gårdmiljø med redskabsskur.

- Bogense er en spændende by med masser af aktiviteter året rundt, og byen har et hyggeligt maritimt miljø omkring havnen. Grunden har en rigtig god placering i forhold til både skole, institutioner og gågademiljøet, fortæller køberne.

Mikael Schibler er indehaver af en tømrervirksomhed i Odense og Søren Kildegaard er entreprenør i Guldbjerg udenfor Bogense, hvor han også bor.

- Vores specialitet er at opføre rækkehuse, og det passer egentlig godt ind i det område her. Rækkehusene i et plan vil både være henvendt til yngre, børnefamilier og ældre. Prislejet kender vi ikke endnu, da vi ikke har lagt os fast på det, oplyser Mikael Schibler.

Makkerparret er ikke nervøse over, at der ikke er solgt en eneste grund i Fionparken på næsten tre år.

- Nogen skal jo være de første, og vi er på ingen måde skræmt, påpeger de.

Nogen skal jo være de første, og vi er på ingen måde skræmt.

Mikael Schibler og Søren Kildegaard, købere af grund i Fionaparken.

Annonce

Lokalplan på vej

Ingen af rækkehusene er endnu udlejet, men Mikael Schibler og Søren Kildegaard er fortrøstningsfulde.

- Mens lokalplanarbejdet står på vil vi måske kunne tilpasse størrelsen og indretningen på husene, da vi formoder, at folk vil henvende sig i forbindelse med den her omtale, siger Mikael Schibler.

Teknik- og Miljøudvalget gav den 11. september tilladelse til, at der kan sættes gang i arbejdet med at udarbejde en lokalplan for grunden. Lokalplanen behandles som en såkaldt "B-lokalplan". Denne kategori af lokalplaner har en forholdsvis hurtig sagsgang, og dermed kan man imødekomme et ønske fra bygherren om, at der sættes gang i projekteringen hurtigst muligt.

Annonce

Glad borgmester

Borgmester Morten Andersen (V) er naturligvis glad for, at kommunen har fået solgt den første byggegrund i Fionaparken. Og flere salg kan meget vel snart være på vej.

- Det er selvfølgelig rigtig godt. Vi har ventet på, at der skulle komme hul på bylden, og jeg har jo tidligere i avisen underholdt med, at interessen var der, samt at den også har været stigende. Men jeg har i bund og grund ikke kunnet komme og vise det, som jeg nu kan vise - nemlig at den første grund er solgt. Og nu skal flere købere nok begynde at følge efter, og der er også yderligere interesse for andre dele af projektgrundene, oplyser Morten Andersen.

Der er tale om 14 byhus- og fire projektgrunde, som kan erhverves af Nordfyns Kommune.

Borgmester Morten Andersens begejstring var ikke svær at få øje på. 26 millioner kroner har projektet i Fionaparken kostet Nordfyns Kommune siden købet af Fionagrunden i 2014. Foto: Emil Hermann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce