Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Kommunen ryddede Karstens jord og solgte træet: - Det er tyveri og noget værre svineri

Karsten Ladegaard kalder det både svineri og tyveri, at Nordfyns Kommune først hyrede en entreprenør til at rydde træer og buske på hans jord og derefter lod træet køre væk. - Som jordejer må det være mit træ. Det kan ikke være anderledes, siger han. Foto: Thomas Gregersen
Det undrer landmand Karsten Ladegaard, at han her et år efter stadig ikke har set så meget som en krone for det træ, som Nordfyns Kommune sidste sommer huggede til flis og solgte fra hans jord i Lisbjerg Mose. Arbejdet blev tilsyneladende udført efter en misforståelse mellem Nordfyns Kommune og de lokale naturfredningsfolk.

Grindløse: - Jeg synes, det er tyveri og noget værre svineri. Jeg har da også prøvet at melde kommunen til politiet, men det er der ikke rigtigt sket noget ved. Min advokat siger, at det, der er foregået, er klart ulovligt, fortæller landmand Karsten Ladegaard fra Grindløse.


Jeg synes, det er tyveri og noget værre svineri. Jeg har da også prøvet at melde kommunen til politiet, men det er der ikke rigtigt sket noget ved. Min advokat siger, at det, der er foregået, er klart ulovligt

Karsten Ladegaard


Annonce

Ikke alene mener han, at kommunen ulovligt har fået fældet en række elletræer og buske på hans jord, uden han vidste det. Men sidste år var det et rent tilfælde, at han opdagede, at den store bunke træ var ved at blive hugget til flis og kørt væk.

Karsten Ladegaard ejer et stykke af den fredede Lisbjerg Mose og blev for nogle år siden kontaktet af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der ville høre om de måtte tynde ud i træer og buske for at skabe lys og luft til en række af mosens sjældne planter.

Det er denne bunke elletræ, der sidste år blev hugget til flis og kørt væk fra Karsten Ladegaards del af Lisbjerg Mose. Værdien af træet lod Nordfyns Kommune indgå i betalingen til den entreprenør, der udførte arbejdet. Privatfoto

Karsten Ladegaard sagde ja, da der kun var tale om en let manuel udtynding i samarbejde med de frivillige DN-folk.

- Jeg var selv nede med min motorsav og give en hånd med den dag, og så tænkte jeg egentlig ikke mere over det, fortæller han.

Fik intet at vide

Derfor kom det voldsomt bag på ham, da han opdagede, at naturfredningsforeningen havde lavet en aftale med Nordfyns Kommunes natur- og miljøafdeling om at sætte tungt maskineri på larvefødder ind og rydde hele området.

Træet blev efterfølgende stablet på et stykke af Karsten Ladegaards jord, og da han i maj sidste år tilfældigt var ude at gå med sin hund opdagede han, at en entreprenør var ved at fjerne træet.

- Jeg gik ned og sagde til folkene, at de ikke havde lov til at flytte træet, og at de godt kunne køre igen. Men svaret var, at det var kommunen, der havde bestilt arbejdet, og det var dem, der bestemte, fortæller Karsten Ladegaard.

Nu er der snart gået et år, siden træet blev hugget til flis og kørt væk, og Karsten Ladegaard har ikke hørt mere fra Nordfyns Kommune eller modtaget en krone for sit træ.

- Hvis de mener, de havde en aftale med mig om at gå ind på min jord, så må de jo have en underskrift på det? Det har de ikke, kan jeg love - og hvis de har, så er den i hvert fald falsk, siger han.

Annonce

Kommunens forklaring

Ifølge Nordfyns Kommunes natur- og miljøchef Mette Højby er kommunen blevet informeret af de lokale frivillige i Danmarks Naturfredningsforening om, at der eksisterede en aftale om at DN skulle varetage naturplejen af Karsten Ladegaards del af mosen.

- Vi får at vide, at der er en aftale, og det er det, vi handler på. Så ved jeg ikke, hvordan den misforståelse er opstået, men vi har i hvert fald lært, at vi fremadrettet skal have sådan nogle aftaler på skrift, siger Mette Højby.

Ifølge hende er sagen afsluttet for kommunens vedkommende.

Dermed er der ikke de store udsigter til, at Karsten Ladegaard nogensinde ser en kompensation for naturprojektet på hans jord.

Annonce

Fjernet hegn og opsat broer

Da Fyens Stiftstidende sidste år skrev om sagen, kom det frem at Nordfyns Kommune har ladet træets værdi indgå i det tilbud som den pågældende entreprenør havde givet.

- Når man laver den slags naturpleje i en mose, er det ret omkostningstungt, fordi det ikke er et område, der er nemt at komme ud i. Derfor er det også en del af aftalen med entreprenøren, at når han giver tilbuddet, så er træets værdi indeholdt i det, fortalte kommunens biolog Esben Terp Fjederholt dengang.

Samtidig med fældningen af træet fjernede Nordfyns Kommune et eksisterende hegn og satte en bro op over et vandløb på Karsten Ladegaards jord.

Efter avisen skrev om sagen første gang sidste sommer blev hegnet genetableret, ligesom broerne er blevet fjernet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce