Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Når julemanden går på pension

Den 15. december kommer julemanden til Bogense igen - i år for sidste gang med Knud Skæg i det røde tøj. Arkivfoto: Klaus Wind
Knud Skæg er typen, der har svært ved at sige nej. Derfor har han udover arbejdet som byens elektriker også været en velkendt spillemand i gadebilledet, og hver december har han iført sig den røde juledragt for at optræde som byens julemand. Men nu er Knud Skæg efterhånden træt af, ja, julemandsskægget.
Annonce

Bogense: - Det er stort, mit skæg er rigtig stort nu, lyder det gennem telefonen.

- Og jeg skal gå med det hele julemåneden, og det vil jeg gerne slippe for fremover, forklarer 65-årige Knud Randlev Jørgensen, eller Knud Skæg, som han er bedre kendt som på nordfynske kanter.

I snart 10 år har han optrådt som byens julemand i Bogense, men i år er det sidste gang, at det er med Knud Skæg i de røde gevandter. Julemanden går nemlig på pension.

- Jeg er jo sådan en, der laver alt det, alle andre ikke vil. Jeg har svært ved at sige nej. Jeg har også spillet Kong Neptun under Rosenfestivalen, og så har jeg jo startet musikhuset på havnen. Så nu synes jeg, at det er på at tide, at de finder en anden julemand.

Musikhuset er i virkeligheden et gammelt fiskerhus, som Knud Skæg var så heldig at købe, fordi der - som han siger - jo ikke er så mange, der fisker mere. Siden har han fyldt det med 20-30 instrumenter, og så er der ellers lagt op til åben jam-session hver eneste tirsdag, hvor der typisk kommer 40 personer og synger med.

Med andre ord har Knud Skæg nok at bruge tiden til.

- Jeg synes snart, at jeg skal noget hver eneste weekend.

Annonce

Mistede næsten humøret

Det lyder næsten som noget fra en Nissebanden-julekalender. Men da den forrige julemand døde, blev Knud Skæg spurgt, om ikke han ville overtage rollen. Han var kendt for at sidde på gaden og spille musik for turisterne, og man mente derfor, at han udover skægget også havde stemmen til tjansen.

Men det skulle vise sig at være svært at udfylde støvlerne fra den tidligere julemand, og det første år var julemanden lige ved at miste sit gode humør.

- Den gamle julemand sang for Nyborg Voldspil og havde en kæmpe stemme. Og så var der lige knap højtalerkapacitet nok det første år, så det var lidt noget skidt. Der var jeg lige ved at miste humøret, men så holdt jeg alligevel ud. Siden har de fået lidt flere højtalere op, og så er det gået godt.

15. december er det sidste gang, at Knud Skæg trækker i julekostumet, når han traditionen tro kommer sejlende ind i Bogense Havn.

- Det har da været hyggeligt at være julemand, og der er mange sjove episoder undervejs. Jeg kalker jo for eksempel mit skæg hvidt, så det ser endnu mere originalt ud, og nogle børn rykker også i det og opdager jo så, at det altså er rigtigt, griner han.

Men Knud Skæg, ja, han glæder sig til, når han senere på måneden kan trimme skægget igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce