Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Ny roman: Bestsellerforfatter med nordfynske rødder

Når forfatter og journalist Karin Heurlin er i gang med en ny bog, sender hun dagligt et nyt kapitel til sin far, Palle Schmidt, der læser det og kommer med forslag til sprog eller indhold. Foto: Thomas Gregersen 
Hverdagens kontraster kan næsten ikke blive større, end når Karin Heurlin vender hjem til forældrene i barndomshjemmet på tærsklen mellem mark og skov uden for Bogense. I en årrække har hun levet det hektiske liv som Hellerup-kvinde, bestsellerforfatter og journalist, men hun er taknemmelig for stadig at have sine forældre som anker og støtte.

Bogense: Det er efterhånden en del år siden, at den unge Karin Schmidt udfoldede sin skriveglæde på siderne i den daværende Områdeavisen.

Siden er det blevet til en karriere som journalist på blandt andet Ude og Hjemme, og i morgen  udkommer hendes seneste roman: Du forlader mig aldrig.

Glæden ved at skrive blev tidligt vakt af hendes far, Palle Schmidt, der som lærer på Særslev Skole blandt andet skrev julekalendere og skuespil til sine elever.

De indledende favntag med den nordfynske medieverden ledte hende mod Syddansk Universitets dengang helt nye journalistuddannelse, og nogle år senere - med eksamensbeviset i kufferten - rejste Karin, kort fortalt, til København, hvor hun fik arbejde og boede i en fremlejet lejlighed i et par år, inden hun mødte sin første mand og blev gift Heurlin.

- Da jeg blev gift første gang, var det med en mand, der var noget ældre end mig. Jeg kom fra mit liv som enebarn lige her i skovkanten på Hornskovvej ved Bogense og landede i et diametralt anderledes univers. Fra den ene dag til den anden havde jeg som 29-årig fire børn og to børnebørn, boede i en villalejlighed i Hellerup og skulle til bedsteforældredag i børnehaven, fortæller Karin Heurlin.


Da jeg blev gift første gang, var det med en mand, der var noget ældre end mig. Jeg kom fra mit liv som enebarn lige her i skovkanten på Hornskovvej ved Bogense og landede i et diametralt anderledes univers. Fra den ene dag til den anden havde jeg som 29-årig fire børn og to børnebørn, boede i en villalejlighed i Hellerup og skulle til bedsteforældredag i børnehaven.

Karin Heurlin


Annonce

Curling-enebarn

Undervejs har hendes forældre Anne Lise og Palle Schmidt været den trygge faldskærm, der har foldet sig ud, når livet har været ude med riven.

Efter nogle år blev Karin skilt, og da hun skrev det til sine forældre i en mail, smed de, hvad de havde i hænderne, kørte hjem fra ferie i Kroatien og hjalp hende og hendes to piger på plads i et nyt livskapitel.

Karin Heurlin arbejder i øjeblikket på en roman, hvor jeg-fortælleren er en mand. Det har betydet en række interviews med mænd - og for en gangs skyld skal hendes far Palle Schmidt ikke leve sig ind i det, han kalder kvindelitteratur. Foto: Thomas Gregersen

- Selvom jeg som enebarn altid har været meget tæt med mine forældre, har vi aldrig været de store krammere eller hængt i telefonen dagligt. Men jeg har altid haft den tryghed, at jeg havde dem i ryggen. I en lang periode kom de også til København, hver anden uge, når jeg havde mine børn. Jeg har nok været sådan lidt et voksent curlingbarn, hvor de bare altid har stået klar på sidelinjen. Min far har ført mig op ad kirkegulvet som hvid brud to gange, og jeg kan godt mærke, at de også har bekymret sig og været kede af det, når jeg var ked af det, fortæller 45-årige Karin Heurlin.

Annonce

Sender et dagligt kapitel

I dag er hun gift igen og lever i en sammenbragt familie, mens den daglige kontakt med forældrene oftest foregår på mail, når Karins far, Palle, skal læse et nyt kapitel i en igangværende bog.

Den aftale er blevet et fast ritual for far og datter og har strakt sig, siden Karin Heurlin udgav sin første bog som ghostwriter på fotomodellen Lykke Mays biografi i 2008.

Siden er der kommet en række biografier og romaner til - og undervejs i skriveprocessen står hendes far dagligt parat med kommentarer og gode råd.

- Jeg synes i forvejen, at jeg er meget struktureret, men alligevel er det rart at have sådan en daglig deadline, hvor jeg ved, at der skal ligge et færdigt kapitel i min fars mailboks tidligt på eftermiddagen, siger Karin Heurlin.

Hun har ganske vist en professionel redaktør ved sit forlag, som hun har et tæt samarbejde med, men faderens daglige gennemlæsninger kan noget andet.

Forældrene Anne Lise og Palle Schmidt bor stadig i den ejendom uden for Bogense, der har været Karins banrdomshjem. Foto: Thomas Gregersen

Begge hendes forældre har i mange år arbejdet som lærere på Særslev Skole, så for Palle Schmidt er det også en tilfredsstillelse stadig at føle, at han kan bruges til noget.

- Nu har vi været pensionister i nogle år, så er det godt at vide, at man på det her bestemte tidspunkt skal have slået hjernen til og forholde sig til et nyt kapitel hver dag. Det, håber jeg da, kan holde den værste demens på afstand, smiler han.

Annonce

Kærlighed og skilsmisse

Selvom nogle måske vil sætte Karin Heurlins romaner om kærlighed og skilsmisser på hylden  med kvindelitteratur, så har hendes far aldrig haft det store besvær med at leve sig ind i sprogbrug og handling. Selvom Palle og Anne Lise aldrig har været igennem de mange følelser, der altid ligger i en skilsmisse, så kan hendes fars bidrag godt give nogle nye synsvinkler.

På en blind vej med skov og mark i baghaven er Karin Heurlin vokset op i en verden, der er diametralt modsat det liv, hun lever i dag. Foto: Thomas Gregersen

- Det kan være alt fra et ord, jeg har brugt meget eller et afsnit, han mener, der kan sættes sammen mere elegant. Nogle gange kan det måske godt være lidt grænseoverskridende for far, at jeg bruger meget af mig selv i mine romaner. Det er et stykke hen ad vejen mine erfaringer og oplevelser. Blandt andet er der et kapitel, hvor den kvindelige hovedperson har ret heftig sex på en luftmadras, som hendes forældre forærede hende, da hun blev skilt. Noget af det første, mine egne forældre troppede op med, var sådan en dobbelt luftmadras, fordi jeg ikke en gang havde min egen seng, griner Karin Heurlin.

Annonce

Psykologisk drama

Med sin jordbundne og mere afslappede opvækst havde Karin Heurlin i første omgang svært ved at finde sig tilpas som en af de der privilligerede Hellerupkvinder, der går op i nogle helt andre ting og slås med andre problemer, end man gjorde i Bogense. Men efterhånden fandt hun ud af, at de nye naboer - bag den polerede overflade - også var søde mennesker.

- Sådan er det jo i den virkelige verden. Der er ikke ret meget, der er fuldstændigt sort/hvidt. Det prøver jeg også, at vise i mine romaner, hvor personerne aldrig er kun enten gode eller onde. Alle karakterer rummer lidt af hvert, siger Karin Heurlin, der beskriver sin nye roman som et psykologisk drama, hvor hovedpersonen Ann i den grad folder begge sider ud.

- Vi kan jo allesammen få de der vilde tanker, hvor vi bare tænker: Hvor kom den lige fra? Som, da jeg på et tidspunkt var på vandretur med min mand i nogle øde bjerge i Italien. Pludselig slog det mig, hvor let det ville være at skubbe ham ud over afgrunden og slippe afsted med det, griner forfatteren.

Karin Heurlin

Karin Heurlin har tidligere skrevet biografier som:

Ole Henriksens ”Et ærligt liv”

Ejendomsmægler Jan Fogs ”Et liv i første række”

Anne-Marie Østersøs ”Clairvoyanten”

Camilla Framnes ”Hvis jeg kan, kan du også”

og modellen Lykke Mays ”Mine 9 liv”.

"Hvornår er det min tur til at skrige", om at blive mor for anden gang.

I 2017 udgav hun sin første roman: ”Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere.”

Sidste år udkom romanen "7 år efter" og børnebogen "Olgas hemmelige Coronadagbog".

Helt aktuel er den nye roman "Du forlader mig aldrig", der officielt udkommer mandag den 15 marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce