Oksana flygtede med sin mor og 2-årige datter i propfyldt tog: Nu har hun fået arbejde og håb for fremtiden

Nordfyn: - Jeg tog min mor med, for hun er god til at lave mad, griner 32-årige Oksana Lotova, da hun fortæller om flugten fra sit og datteren Olgas hjem i den ukrainske havneby Berdyansk.

Men beretningen om den seneste tids livsomvæltende begivenheder skifter flere gange mellem smil, latter og blanke øjne, der bliver rettet op i loftet, når emnerne er svære.

Allerede et par dage efter krigens udbrud besluttede den unge mor sig for at pakke det mest nødvendige og forlade sit hjem.

De blanke øjne kommer, når usikkerheden og tankerne om de venner, hun stadig har i de nu russisk besatte områder, tager over. Venner som i flere uger ikke har været til at få kontakt til, fordi det russiske mobilnetværk er blev rullet ud for at erstatte det bombede ukrainske.

Til gengæld bliver smilene brede, når hun fortæller, hvordan hun allerede to dage efter at have modtaget sin danske opholdstilladelse og et cpr-nummer fik positivt svar på en jobansøgning.

- Der var en mand, der ringede tilbage og sagde, at jeg havde fået jobbet, og da jeg spurgte, hvornår jeg skulle starte, sagde han: hvad med i morgen?

Så mandag morgen stod Oksana Lotova tidligt op og tog fra familiens midlertidige ophold hos en dansk familie i Nørreby til gartneriet i Otterup, hvor hun i lidt mere end en uge nu har skåret blomster.

For et par dage siden kunne familien fejre Olgas tre års fødselsdag.

For lidt mere end to måneder siden stod Oksana Lotova og bryggede kaffe i den café, hvor hun arbejdede som barista. Sammen med sin treårige datter Olga havde hun skabt sig et liv i havnebyen Berdyansk ved Sortehavet. Mindre end 80 kilometer fra den nu udslettede by Mariupol.

- Vi havde levet med krigen tæt på i otte år, hvor der har været vejspærringer og meget militær i byen, efter at Rusland annekterede Krim. Det havde vi næsten vænnet os til, men ingen jeg kender har oplevet rigtig krig før. På et sekund blev vores verden vendt helt på hovedet. Vi levede et helt almindeligt liv og klarede os. Godt nok betød uroen, at mange ting var blevet dyre, men alle jeg kender var glade. Vi havde et hus og en bil og kunne købe nyt tøj og det mad, vi ville have, fortæller Oksana.

Allerede i et af krigens allerførste missilangreb mistede hun en god veninde, der arbejdede på en kaserne for grænsevagter, og i dagene efter kørte tankerne frem og tilbage i døgndrift.

- Olga og jeg sov på en madras mellem sofaen og væggen, så vi ville være lidt beskyttet, hvis huset blev ramt, og jeg vågnede op hver anden time for at tjekke nyheder på telefonen, husker hun.

I nyhederne kunne Oksana allerede efter de første dage se, hvordan de røde streger på landkortene afslørede, at russerne fremmarch var ved at afskære det område, hun boede i.

- Jeg gik virkelig i panik. Det er en af de sværeste beslutninger, jeg har skullet tage i mit liv. I første omgang flyttede vi op til min mor i Pavlohrad, der ligger 300 kilometer nordvest for Berdyansk, fortæller Oksana Lotova.

Hendes mor Tanya arbejdede på et callcenter hos det lokale gasselskab. Fronten bølgede frem og tilbage, og moderen havde ikke planer om at flygte.

I de første dage af marts begyndte de røde fremskydende pile dog at nærme sig Pavlohrad, så Oksana fik efterhånden overbevist sin mor om, at de skulle se at komme afsted.

- Vi pakkede en pose med mad og en enkelt taske med tøj og kørte ind på banegården, hvor det lykkedes os at komme på et specielt evakueringstog. Vi løb ud på perronen, lige da dørene var ved at lukke, men nogle soldater nåede at få os med som de allersidste. I vores kupe var der plads til seks mennesker, men vi var 18, husker Oksana.

Hun kan huske, hvordan børnene græd, og folk var bange. Da toget kørte forbi hovedstaden Kyiv blev alt lys slukket, og alle telefoner skulle være i flytilstand, så de ikke kunne spores.

Toget førte den lille familie vestpå til byen Lviv, der ligger omkring 50 kilometer fra den polske grænse.

Efter nogle dage i Polen endte Oksana og hendes familie på en bus med kurs mod Fyn, og en af Oksanas venner kendte Mogens Godballe, der er tidligere leder på Nordfyns Højskole.

Derfor kunne de tre trætte rejsende træde ud af bussen i Brenderup og videre i bil mod den firlængede gård i Nørreby ved Bogense.

- Olga er glad for, at vi igen bor tæt på havet, og nu håber jeg vi kan få et sted at bo i Otterup, så jeg let kan komme på arbejde, og Olga kan starte i børnehave. Vi har mødt så mange rare mennesker i Danmark - både danskere og andre ukrainere, der har boet og arbejdet her længe, siger Oksana Lotova.