Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Op med hovedet: Nye corona-regler redder julestemningen

Thomas Gregersen, journalist
Annonce

Klar, parat, start. Fik du den sidste gave i hus? Er anden i ovnen, og har du styr på corona-julens mange regler?

Personligt har jeg trevlet sundhedsstyrelsens omskiftelige og forvirrende regelhelvede op og strikket mit eget sæt. Det er, efter min egen beskedne mening, blevet så godt, at det sgu' nok ender med at blive ophøjet til fast juletradition her på matriklen i Hårslev længe efter vaccinen har gjort sit job. Kom nu. Op med humøret ... det her bliver da den bedste jul nogensinde.

Aflys aftaler med personer, du ikke plejer at ses med:

Yes! Endelig en undskyldning for partout at skulle tvinges ind i et påtaget "har vi det ikke bare hyggeligt" samvær med venner, bekendte og familie fra både det mørke Jylland og djævleøen, som pligtskyldigt dukker op den ene gang om året med kindkys og falske smil.

Slut med alt det københavneri med spørgsmål om den snøvlende langsomme kaffemaskine fra Harald Nyborg kan klare en havrebaseret skinny latte, og hvordan klejnerne er blevet til, fordi taskehunden altså har det svært med gluten.


Slut med alt det københavneri med spørgsmål om den snøvlende langsomme kaffemaskine fra Harald Nyborg kan klare en havrebaseret skinny latte og hvordan klejnerne er blevet til, fordi taskehunden altså har det svært med gluten.


Alle de djøf-eksilere, der efter syv uger i hovedstaden synes Fyn er alt for "prollet" og inviterer deres kreative snakkende-klassetyper af økologiske lyddesignere og veganske influencere med hjem til øen som en slags etnologisk safari, vil fremover blive indlogeret i krybekælderen, fodret med cowboytoast og O'ense-pilsner, mens Lasse og Mathildes' samlede værker kører i loop på Spotify.

Hold to meters afstand:

Med to meters afstand - og et massivt skud Old Spice i hvert næsebor, bliver det også en hel del mere overkommeligt at holde jul med min eksil-jyske landmandslillebror og hans familie. Alt under to meters afstand afsætter permanent en distinkt odeur af hengemt hest i dit eget tøj, som betyder, at du aldrig vil være bekendt at give det videre til de søde damer i Røde Kors.

Lad vær med at synge fællessange:

Den køber jeg. Et eller andet sted i kortlægningen af min families DNA vil forskerne uvægerligt støde på arveanlægget for tonedøvhed, og vi må af bitter erfaring pakke de resterende sherryglas og isasietter af krystal langt væk, inden min mor sætter i gang med de første toner af "Et barn er født i Betlehem". Vi synger ikke godt, men vi kommer til gengæld omkring nogle afkroge af toneregistret, der normalt kun opsøges af parringslystne vågehvaler og røgalarmer. Med denne regel sparer jeg os allesammen fra at springe ind i det nye år med en massiv tinnitus.


Den køber jeg. Et eller andet sted i kortlægningen af min families DNA, vil forskerne uvægerligt støde på arveanlægget for tonedøvhed, og vi må af bitter erfaring pakke de resterende sherryglas og isasietter af krystal langt væk, inden min mor sætter i gang med de første toner af "Et barn er født i Betlehem".


Samtidig er onkel Jørgen kendt for, at sangseancen spreder hans dårlige ånde i stuen, så alle begynder at spekulere, om der skulle ligge en død rotte under gulvbrædderne og hvorfor nålene gulnes på den side af juletræet, hvor han sidder.

Lad vær med at holde i hånd, når I går rundt om træet:

Igen med tanke på hygiejnen hos onkel Jørgen - og hans søn, fætter Jens, vil forbuddet mod at holde hænder, spare en del nervøs rokeren rundt i gelederne, når man forsøger at finde sin plads i kæden. Der har nogle år været tale om direkte farlige manøvrer iklædt nylon og med de gasrumlende maver få centimeter fra levende lys. Med forbuddet mod at holde i hånd vil vi sandsynligvis kunne reducere familiens traditionelle udbrud af alt fra vorter, kolibakterier og fnat betragteligt i januar.

Hold det kort, når I ses:

Den her regel tager jeg med, fordi vi voksne jo godt ved, at alt det der forspil kun er opfundet for at trække børnenes gaveåbning ud i det uendelige. Ungernes forventninger til gavernes indhold er en eksponentielt stigende kurve, der typisk kolliderer med overtræthedskurven cirka klokken 21. Så hvis vi nu hverken synger eller går rundt om træet, kan vi jo også lige så godt udbene anden, blende de brunede kartofler med sovsen, lægge mandlen synligt ovenpå risalamanden og pakke gaverne ind uden forsinkende tape og bånd. Så kan vi allesammen være hjemme i  sofaen med benene oppe cirka klokken 19.30 og se en god film.

Glædelig jul og coronafrit nytår!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce