Bogense: Det bliver en søfart for hele familien, når kursen sættes mod nordvest og M/S Castor kaster anker ved Æbelø. Det sker lørdag den 16. april fra klokken 17.30 fra havnepladsen på Østre Havnevej 30 i Bogense.
Hele familien får muligheden for at opleve den smukke natur, og forhåbentlig en flot solnedgang, når det gamle træskib ligger til ud for Æbelø. På skibet serveres en let anretning og lidt at drikke. Skibet stævner ud klokken 18 og ankomst tilbage i Bogense forventes omkring klokken 21.
- Ta’ med familien ud og oplev solnedgang ved Æbelø ombord på M/S Castor og nyd et let måltid og de gode historier om øen, fortæller arrangøren bag sejladsen, VisitNordfyn.
- Og husk at tage en varm trøje med, lyder opfordringen fra arrangøren.
Der bliver ikke landgang på øen, og arrangørerne oplyser, at turen ikke er egnet for gangbesværede. Billetter til solnedgangsturen koster 300 kroner for voksne og 220 kroner for børn, og købes på www.bookingnordfyn.dk.