Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Otterup tæt på x-factor

Otterup og her Mathias Hedegaard (gul) måtte slås hårdt mod de fysisk stærke Tønder-folk. Foto: Arne Rasmussen

Otterup var tæt på at hoppe op af sækken, men tabte målmandskampen.

Annonce

Herrer, 1. division

Otterup HK-TM Tønder Håndbold

30-33(14-18)

- Vi er trætte af, at præstere godt mod topholdene, men ikke få point, lød det fra en noget mellemfornøjet Otterup-træner, Daniel Nielsen, som fredag aften kunne se sit hold smide mulige point i slutfasen.

Efter kort før pausen at være bagud 13-18 lykkedes det ellers fem minutter inde i anden halvleg at komme på 20-20, og så var sensationen inden for rækkevidde.

- Men det er hårdt at jagte hele tiden, vurderede Daniel Nielsen, som denne fredag aften ikke havde det store held med 7 mod 6 spillet. Og så kostede nogle tekniske fejl på afgørende tidspunkter, og så lukkede Tønder i slutfasen til 30-33.

Det relativt store publikum på omkring 500, som i skarp konkurrence med TV 2's X-Factor havde valgt at tage i Otterup Idrætscenters tromme- og støjhelvede, fik en god kamp med et stærkt udehold, som bare vandt målmandsduellen. Især Otterup-fløjene havde det svært.

- Vi var ikke skarpe nok til at gøre Tønder rigtigt nervøse, mente Otterup-træneren, som personligt tabte duellen mod den tidligere Otterup-træner, Torben Sørensen, der holder TM Tønder på kursen mod mindst oprykningskampe til Ligaen.

Emil Bergholt, Felix Kasch, Mathias Møller og Benjamin Holm havde alle fysik og skudkraft, som trættede Otterups hårdt arbejdende forsvar, som tilmed blev reduceret, da Mathias Hedegaard fik et tyndt rødt kort ved stillingen 26-28 fem minutter før tid.

For Otterup delte Mats Gordon Krog og den evigt insisterende playmaker Jesper Chapion topscorertitlen med 6 mål. Mathias Jensen var tilbage på fløjen med 5, som kunne være blevet til flere. Magnus Frisk Jensen og Frederik Nielsen scorede hver 3.

Otterup skal fredag aften på en ny svær opgave mod et andet top-3 hold, nemlig Skive. En ikke umulig opgave, hvis målmændene får fat. /AR

Otterups keepere, her Frederik Skou Hansen, havde ikke verdens bedste aften mod topholdet TM Tønder. Foto: Arne Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce