Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Poul Krebs giver koncert i Bogense Kirke

Poul Krebs drager på en kirkekoncert i slutningen af året. Den bringer ham blandt andet forbi Bogense Kirke den 2. november. Billetsalget er i gang. PR Foto
Annonce

Bogense: Der er noget at glæde sig til, når Poul Krebs i år drager rundt med en ny akustisk kirkekoncert - og der er også god tid til at glæde sig, for koncerten er først den 2. november. Men der er ikke mere end 250 pladser i Bogense Kirke og derfor er det med at være hurtigt ude. Billetterne blev nemlig sat til salg i sidste uge, fortæller menighedsrådsformand Kjeld Bruun.

- Der er allerede stor interesse, selvom der er ni måneder til, men vi vil jo gerne have at så mange som muligt får chancen for at være med, siger han.

Menighedsrådet har i de senere år trukket adskillige store navne til. Senest har det været Michael og Mathilde Falch og udover Poul Krebs er der også lagt et stort navn i ovnen til årets julekoncert, men det offentliggøres først senere når den sidste underskrift er sat på aftalen, fortæller Kjeld Bruun.

Når Poul Krebs i november tager på turne til en række udvalgte kirker rundt om i Danmark, er det en gammel drøm der går i opfyldelse - og om sine forventninger til turen siger sangeren selv: Det er noget helt særligt for mig, at ta mine sange ind i det danske folks kirker, hvor der er højt til loftet og tid til nærvær og eftertanke!

Poul Krebs har i løbet af sin lange karriere optrådt i stort set alle tænkelige typer rum, også i kirker - men aldrig en hel turne igennem. At gøre det betyder nye muligheder for valg af repertoire. Publikum kan således se frem til både de store hits, de fortællende sange og de mere hemmelige sange, fra den side af repertoiret, hvor Poul Krebs også tager livtag med de store spørgsmål. Endelig vil Poul Krebs også præsentere helt nye sange, skrevet direkte til turen.

Poul Krebs har denne gang valgt at holde turneen akustisk og intim, og han har to af landets bedste med sig på kirketuren: bassisten og sangeren Troels Skjærbæk og pianisten Palle Hjorth.

Der bliver genhør med nogle af hans største hits som ”Små Sensationer”, ”Forbandede Vidunderlige Tøs”, ”Fri Som Et Forår” og ”Morgendagens Tåber”.

Poul Krebs har i løbet af sin karriere skrevet langt over 500 sange, har spillet mere end 1000 koncerter og har efterhånden udgivet 25 albums, tilsammen solgt i langt over 1 million eksemplarer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce