Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Radio Nordfyn: Et kvart århundrede i æteren

John Aagaard har været Radio Nordfyns trofaste ankermand gennem alle 25 år, mens Dan Jørgensen kom til stationen for seks år siden. De er to af de kendte stemmer i æteren, der lægger rigtigt mange frivillige timer i driften af radiostationen. Foto: Thomas Gregersen
Den lokale radiobranche har budt på både op- og nedture, svære vilkår i lovgivningen, stram økonomi og afhængighed af frivillig arbejdskraft. Derfor er det også lidt af en bedrift, at Radio Nordfyn nu efterhånden har leveret musik, nyheder og reportager i 25 år.
Annonce

Bogense: Lyttere og venner af radiostationen strømmede onsdag eftermiddag til levende musik og kølige udskænkninger på havnen i Bogense, hvor Radio Nordfyns frivillige kunne markere et flot jubilæum.

Med John Aagaard som en gennemgående frontfigur har den lokale station skildret en nordfynsk hverdag med reportager lige fra kommunalbestyrelsesmøder til Rosenfestival og royale besøg.

Trofaste lyttere, venner og en del forbipasserende turister nød den gode musik under en blå himmel på havnen. Foto: Thomas Gregersen

Da lokalradioen gik i luften første gang i 1995, var der ikke mange der havde spået, at den ville nå den fine milepæl, men John Aagaard var - sammen med den nu afdøde Gert Sørensen - en af de nordfynske radiopionerer, der har lagt blod, sved og tårer for radiostationens overlevelse.

Flere gange har dommedagstonerne lydt for den ikke-kommercielle station, der har skullet overleve alene på tilskud og kontingenter fra medlemmerne.

- Vi prøver at nå ud og dække så mange arrangementer som vi kan, men vi bliver jo også ældre - og er altid på jagt efter nye frivillige medarbejdere, hvis der er nogen der har lyst til at lære at lave radio. Vi vil meget gerne have et netværk, der dækker hele kommunen, fortæller han.

Rundt på Gulvet var et af de tre lokale bands der gav en meget underholdende koncert ved lokalradioens jubilæum. Foto: Thomas Gregersen

I dag er det udover John Aagaard også Dan Jørgensen, der har været på radioen i seks år, og Poul Bargmann, der er den senest tilkomne stemme på frekvensen.

Hvis John Aagaard skal fremhæve nogle af de store oplevelser gennem årene, så var det blandt andet før kommunesammenlægningen, hvor radioen i forbindelse med opførelsen af Vesterbo var med til at sætte et stort journalistisk fokus på debatten.

- Og så har det selvfølgelig været under de forskellige royale besøg. Blandt andet blev jeg under regentparrets besøg i 2013 vinket over af en overophedet prinsgemal. Det var jo en varm sommer, så han ville lige høre om jeg ikke kunne sørge for, at der blev åbnet et vindue, mindes John Aagaard.

Det store sendebord i studiet var omdannet til gavebord i dagens anledning. Foto: Thomas Gregersen
Havmågerne fra Otterup gav også en række gode sange, der ramte lige ned i radiostationens målgruppes smag. Foto: Thomas Gregersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Modeshow med god afstand

Ugeavisen Nordfyn

Månedens buket: Aase skaber glæde med gymnastik

Annonce