Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Satser på tre dages festival i juni: Midland klar med bredt program inden for Americana, Country og Roots

På årets Midland Festival den 17.-19. juni kan festivalgæsterne blandt andet opleve Johnny Madsen Band. PR-foto: Christer Holte
Initiativtagerne bag Midland Festival satser på tre dages sydamerikansk musikfest med kunstnere fra både ind- og udland på Hasmark Strand Camping.

Hasmark: Midland Festival har årets program klar, som byder på musik inden for sydamerikanske genrer som Americana, Country og Roots og de mange varianter derfra. På plakaten er kunstnere fra både ind- og udland med danske bands som Sweethearts og Johnny Madsen Band og udenlandske artister som Sentiment Falls fra Sverige og Ramblin' Boots fra Holland.

Festivalen fandt sted for første gang i 2019, men blev af indlysende årsager aflyst i 2020.

- Det gik over al forventning til den første festival. Det var en fantastisk fest, og vi glædede os sådan til '20. Hvor vi så blev meget skuffede. Så vi har meget indestængt energi, vi skal have brændt af her i '21, men nu lader det til, at det kan lade sig gøre at få brændt alt det af i '21, og  det er vi meget glade for, fortæller Bjarne Søby, der sammen med Ann Karina Søby er initiativtager til festivalen.

Annonce

Med en plan for ophævelse af forsamlingsforbuddet og med flere lempelser i sigte, tror de nemlig på, at de kan afholde anden udgave af Midland Festival i 2021.

- Vi går her og kan dårligt nok få armene ned, men samtidig er der ikke givet grønt lys til festivaler endnu. Vi får først at vide i næste uge (uge 16, red.), hvor vi egentlig står. Men vi er meget positive.

Indestængt energi

I skrivende stund er der foreløbigt sat 500 billetter til salg til den tre dage lange festival, der står til at blive afholdt den 17.-19. juni på Hasmark Strand Camping.

- Vi har ligesom regeringen arbejdet ud fra et forsigtighedsprincip, der hedder, at vi regner med at kunne lukke 500 ind. Men hvis det bliver ophævet (forsamlingsforbuddet, red.), så bliver det op til 1000, fortæller Bjarne Søby.

Som et slags plaster på såret oven på et trist år for landets musikere, har initiativtagerne stablet en scene mere på benene i år.


Vi har ligesom regeringen arbejdet ud fra et forsigtighedsprincip, der hedder, at vi regner med at kunne lukke 500 ind. Men hvis det bliver ophævet (forsamlingsforbuddet, red.), så bliver det op til 1000.

Bjarne Søby


- Vi har gjort det i '21, at vi har lavet en scene to for at give plads til unge artister, som har noget på hjertet og som ellers ikke ville have mulighed for at optræde på en festival.

Ann Karina og Bjarne Søby er begge udøvende musikere, men har også været med til at arrangere blandt andet Truckstop Festival. Det var under deres mange rejser i USA's sydstater og under deres mange besøg i Nashville, at de opdagede en musikscene, der var meget større og bredere, end hvad man kendte til i Danmark. Det var derfor et brændende ønske for dem at videregive de musikalske oplevelser, som nu er resulteret i Midland Festival.

Midland Festival er baseret på frivilligt arbejde, og et overskud skal dels sikre festivalens vækst og dels støtte musikere og musikarrangementer i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce