Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Skoletimer om bæredygtighed og fordybelse

Fordybelseshulen skal have vægge af stof og fyldes med rokokopuder af gamle jeans. Lucas Louie Søren Glass er i gang med at indrette og Emma Møller Skov Andersen (tv) måler lægterne, mens klasselærer Flemming Fuglsang skruer skelettet på byggeriet sammen. Foto: Thomas Gregersen
6.a på Sletten Skole afdeling Otterup har sorteret cowboybukser, syet rokokopuder og lavet drømmefangere med et twist.
Annonce

Otterup: - Hvor langt mellemrum skal der være mellem lægterne, spørger 12-årige Emma Møller Skov Andersen, mens hun helt oppe på tæerne holder tommestokken op.

Det der lige nu er et nøgent skelet skal om få dage være et rum til fordybelse, hvor skolens elever kan trække sig tilbage, når de for eksempel skal koncentrere sig om at læse. Inde i rummet skal 10 store rokokopuder danne siddepladser, mens et antal indianske drømmefangere kommer til at hænge fra loftet.

Eleverne i 6.a har arbejdet på projektet i snart fem uger og fordybelseshulen skal være en permanent del af skolens indretning, der indvies ved en lille ceremoni på torsdag.

Projektet er startet af de to lærerstuderende, Malene Ketelsen og Johanna Andersen, der har været i et seksugers praktikforløb på skolen.

- Målet er at lave det her rum til fordybelse, men vejen derhen har blandt andet budt på praktisk brug af matematik til at lave beregninger til byggeriet. Eleverne har også lært om genbrug og bæredygtighed, hvor vi har været på besøg hos Røde Kors i Odense for at opleve deres tøjsortering. Her fik vi en ordentlig stak brugte jeans, som eleverne har været med til at sy rokokopuder af, fortæller Johanna Andersen.

Selve processen med at omdanne de mange brugte cowboybukser til puder er sket med hjælp fra Eva Holm, der til dagligt leder tekstilværkstedet på Kulturmaskinen i Odense.

Malene Ketelsen og Johanna Andersen er begge fjerdeårs studerende på læreruddannelsen i Odense og står bag projektet på Sletten Skole, hvor de har været i seks ugers praktik. Foto: Thomas Gregersen

- Det har været vigtigt, at eleverne har fået noget helt konkret bygget oven på al den snak om bæredygtighed. De her drømmefangere er faktisk tænkt til at skulle hænge udendørs, hvor fuglene gerne vil bruge de forskellige elementer til deres redebyggeri, siger lærerstuderende Malene Ketelsen.

Fordybelseshulen tager langsomt form. Mens 6.a's faste klasselærer Flemming Fuglsang styrer skruemaskinen er Lucas Louie Søren Glass og Emma Møller Skov Andersen klar med en praktisk hånd.

- Vi er kommet til at tænke meget mere over sådan noget som at genbruge tøjet. I Danmark smider vi bare tingene ud uden at tænke på andre lande, hvor de ikke har så meget, mener Emma Møller Skov Andersen.

- Det har være hårdt men anderledes. Og sjovere end normale skoletimer, indskyder Lucas Louie Søren Glass.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Beethoven i Bogense Kirke

Annonce